Handicap og beskæftigelse – Et forhindringsløb
Barriere for øget rummelighed på arbejdsmarkedet for mennesker med funktionsnedsættelser
Indhold
I denne rapport undersøges beskæftigelsesmulighederne for mennesker med handicap. Der anvendes i rapporten en bred definitionen af mennesker med handicap, hvilket betyder, at mennesker med handicap omfatter alle mennesker, som har en handicappende aktivitetsbegrænsning i forhold til deres deltagelse i beskæftigelse, dog ikke mennesker med hjerneskade og udviklingshæmning.
Regeringen har siden 1994 arbejdet på at øge rummeligheden på det danske arbejdsmarked, og der er i lovgivningen en række kompensationsmuligheder, som bliver betragtet som centrale redskaber til at integrere eller fastholde mennesker med handicap i beskæftigelse.
Rapporten sætter på den baggrund fokus på:
- Eventuelle barrierer som kan have betydning for målgruppens mulighed for at finde og fastholde beskæftigelse.
- Hvilke holdningsmæssige barrierer der findes hos både virksomheder og mennesker med handicap
- Hensigtsmæssigheden af den relevante lovgivning, herunder både kendskabet til og det organisatoriske og ressourcemæssige udgangspunkt for beskæftigelsesindsatsen
- Hvilke erfaringer virksomheder, personaleansvarlige og medarbejdere med handicap har i forhold til integration af medarbejdere med handicap på arbejdspladsen.
Konklusion
Undersøgelsen viser, at 20 % af den danske befolkning mellem 16 og 64 år selv beskriver, at de har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem, hvilket svarer til cirka 680.000 borgere. Ud af de 680.000 borgere med handicap er der 34 %, som står uden for arbejdsmarkedet. Sammenlignet med arbejdsdygtige uden handicap er det 5 %, der står uden for arbejdsmarkedet. Det konkluderes på den baggrund, at mennesker med handicap i langt højere grad end ikke-handicappede står uden for arbejdsmarkedet.
Det konkluderes i undersøgelsen, at der i samfundet er fokus på at skabe tiltag, som kan bidrage til, at flere med handicap kommer i beskæftigelse, men at der kan gøres endnu mere for at fortsætte denne udvikling. Nogle af de anbefalinger, som fremhæves på baggrund af undersøgelserne, er:
- At samarbejdet mellem arbejdsformidlingerne og jobcentrene styrkes
- At kommunerne opnår en øget viden om lovgivningen om kompensation
- At de gode erfaringer, med at have mennesker med handicap ansat, bliver videreformidlet
- At vejledningssystemerne videreudvikles.
Metode
Denne undersøgelse anvender både kvantitative og kvalitative metoder. Den kvantitative undersøgelse er udarbejdet med data fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftsundersøgelse (AKU, 2002), som er gennemført som telefoninterview af cirka 15.600 personer.
Den kvalitative undersøgelse er baseret på to forskellige datamaterialer, hvor den ene er en kvalitativ interviewundersøgelse med 64 personer og den anden er en sig-din-mening undersøgelse. Sig-din-mening undersøgelsen er en eksplorativt orienteret spørgeskemaundersøgelse, som er sendt til AF’s handicapkonsulenter og lokale koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats og, hvor 149 spørgeskemaer er blevet besvaret.