Personer med handicap på arbejdsmarkedet
Flere undersøgelser viser at beskæftigelsen er lav blandt personer med handicap. Seneste opgørelse viser, at beskæftigelsen i 2014 var 43 pct. for personer med handicap, mens den for personer uden handicap var 77 pct. I denne rapport belyser Institut for Menneskerettigheder de årsager der kan være til dette, samt forslag til hvordan beskæftigelsen kan øges.
Indhold
I denne analyse sætter Institut for Menneskerettigheder fokus på, hvilke barrierer der eksisterer i forhold til at øge beskæftigelsen for personer med handicap, da denne gruppes beskæftigelsesgrad er væsentlig lavere end personer uden handicap. Dette på trods af, at der i teorien er lige adgang til arbejdsmarkedet og til ligebehandling på arbejdsmarkedet, da personer med handicap er beskyttet via menneskeretten, EU-retten og dansk ret.
Tilknytningen til arbejdsmarkedet er afgørende i forhold til at føle sig inkluderet, kunne forsørge sig selv og opnå større grad af selvbestemmelse. Rapporten understreger et stort behov for at mindske diskrimination af personer med handicap og samtidig øge mulighederne for beskæftigelse for denne gruppe - dette vil øge deres livskvalitet betydeligt.
Rapporten er bygget op i to overordnede dele herunder Lovgrundlag og Praksis i Danmark. De to dele belyser hhv. den juridiske ramme for iværksættelse af tiltag, der skal øge og understøtte beskæftigelsen og hvordan tiltagene fungerer i praksis i Danmark. Under de to dele belyses endvidere:
Lovgrundlag
- Internationale forpligtelser herunder FN's Handicapkonvention, EU-retten og privates forpligtelser.
- Nationale forpligtelser herunder lov om forbud mod forskelsbehandling, positiv særbehandling og arbejdsmiljølovgivningen.
Praksis i Danmark
- Brug af handicapkompenserende ordninger.
- Barrierer for virksomhederne.
- Hvordan virksomhederne understøtter beskæftigelse.
- Befolkningens holdninger og handlinger.
Konklusion
Analysen konkluderer bl.a. at:
- På trods af at Danmark i 2004 indførte et forbud mod diskrimination på grund af handicap på arbejdsmarkedet, er der forsat meget der endnu kan gøres for, at lovgivningen virker på tilfredsstillende vis. Instituttet påpeger bl.a. at lovgivningen på beskæftigelsesområdet rummer en række gråzoner.
- Uklare regler indebærer en risiko for, at arbejdsgivere fravælger at ansætte personer med handicap.
- For at øge beskæftigelsen for personer med handicap er det nødvendigt med klare retningslinjer for, hvad arbejdsgivere er forpligtede til og hvad de må og ikke må i forbindelse med positiv særbehandling. Fremadrettet bør der derfor arbejdes på, at vejledningen til virksomhederne bliver klarere.