Ankestyrelsens praksisundersøgelse om kommunernes anvendelse af serviceniveauer
Denne undersøgelse viser, at de fleste afgørelser om socialpædagogisk bistand og midlertidigt ophold i botilbud er i overensstemmelse med lovgivningen på området. Dog er henvisninger til lovbestemmelser samt kommunernes serviceniveauer mangelfuld i den skriftlige afgørelse til borgerne.
Indhold
I publikationen undersøges det, hvorvidt kommunernes afgørelser om hjælp til socialpædagogisk bistand og om midlertidigt ophold i botilbud er i overensstemmelse med serviceloven. Fokus i vurderingerne af afgørelserne er på, om der er fortaget en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp, og om der er taget stilling til, om det fastlagte serviceniveau skal fraviges. Begrebet serviceniveau dækker i publikationen både over serviceniveaubeskrivelser og kvalitetstandarder hos kommunerne.
Konklusion
- 81 % af sagerne er i overensstemmelse med regler og almen praksis. Dog henvises der kun i 40 % af sagerne til, hvilke lovbestemmelser, der ligger til grund for afgørelsen.
- I 93 % af sagerne har kommunerne foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for hjælp, herunder af borgerens funktionsevne og/eller særlige sociale problemer.
- Kommunerne har pligt til at sørge for, at sagerne er oplyst i tiltrækkelig grad. I 86 % af sagerne er oplysningsgrundlaget i orden.
- Kun i 12 sager ud af 99 har kommunerne henvist til fastsatte serviceniveauer i deres begrundelse for afgørelsen.
- Det er ikke almindeligt, at kommunerne orienterer borgeren om kommunens serviceniveau. Kun i to sager ud af 99 er serviceniveauet vedlagt i afgørelsen, og i otte sager er borgeren blevet henvist til selv at finde serviceniveauet på kommunens hjemmeside.
- I 14 sager, svarende til 28 %, har borgeren ikke fået en skriftlig afgørelse af kommunen, hvilket er lovpligtig.
På baggrund af undersøgelsen anbefaler Ankestyrelsen bl.a., at kommunerne i højere grad oplyser borgeren om, hvilke oplysninger der ligger til grund for afgørelsen. Dette er nødvendigt for at styrke borgerens muligheder for at forstå, hvilke forhold og hensyn, der var årsag til afgørelsens udfald. Derudover bør serviceniveauet vedlægges i afgørelsen.
Metode
Undersøgelsen bygger på 99 sager, der er indsendt fra ni kommuner.