Boliger til borgere med særlige behov – vejledningsmateriale for borgere og pårørende
Overgangen fra ung til voksen er ikke let, uanset hvem man er. For nogle er det ekstra svært at skulle stå på egne ben, og en del magter det ikke uden støtte i større eller mindre omfang. Men hvor er der hjælp at hente? Denne pjece er tænkt som et redskab til bedre at kunne overskue, hvilke muligheder der er for de mennesker, der ikke uden videre kan klare sig selv i en tilværelse i eget hjem.
Indhold
Denne pjece tager udgangspunkt i, at helhedsorienterede løsninger er nødvendige, hvis borgere med nedsat funktionsevne, såvel fysisk som psykisk og socialt, skal have de bedst mulige livsbetingelser.
I den helhedsorienterede indsats er en egnet bolig fundamentet, men der skal også tænkes i økonomi, uddannelse, jobmuligheder, fritidsliv og social kontakt som værn mod isolation og ensomhed. Pjecen tager udgangspunkt i to fiktive personer, Bo og Bente, for at vise de veje og omveje, der er i den proces, hvor mennesker med nedsat funktionsevne går fra ung til voksen.