Indhold

Denne undersøgelse følger to overordnede spor:

• For det første ses der nærmere på ”Det ka’ nytte”‐tanken, både i den oprindelige version, som den blev udtrykt i midtfirserne/halvfemserne, samt i en mere nutidig kontekst.
• For det andet belyses hverdagslivet gennem observationer på to botilbud for at komme nærmere et bud på, hvordan hverdagslivet for voksne med svære funktionsnedsættelser kan se ud i dag.

Undersøgelsen er tilknyttet projektet ”Det ka’ nytte anno 2012” og har sit afsæt i et fokus på opfattelser af beboer- og medarbejderroller og på, hvordan disse opfattelser hænger sammen, dels med interaktionerne på botilbuddene, men også med målene for arbejdet med beboerne. Undervejs perspektiveres der til socialpolitik/ lovgivning og socialpædagogisk praksis mere generelt.

Konklusion

På trods af bestræbelserne på at skabe frisatte individer ud af mennesker med funktionsnedsættelser viser observationerne i de to botilbud, at der stadig er store udfordringer forbundet med dette. Fokus på normalisering gennem træning er afløst af et fokus på at anerkende og acceptere anderledesheden. Observationerne peger herudover på, at udviklingsbestræbelsen ikke anskues som det vigtigste indsatsområde, selvom den stadig spiller en rolle.

En generel tendens i tiden til at koble psykologiske faktorer til hjernens fysik udfordrer gennem brug af neuropædagogik troen på de udviklingsmuligheder, "Det Ka' Nytte" og Serviceloven lægger op til. Beboerne bliver i stigende grad set som stagnerede på en udviklingsalder, der kobles til fysiske forhold i hjernen. Miljømæssige faktorer får mindre fokus i forhold til beboernes udvikling, og der er mindre tro på udviklingsmuligheder generelt.

I det ene botilbud kobles barneforestillingen dog sammen med rettens forskrifter vedrørende selv‐ og medbestemmelse, mens det andet botilbud med de lidt svagere beboere var præget af en manglende tro på beboernes kommunikative evner og mulighed for at træffe selvstændige valg. Dette betød også, at beboerne i det ene botilbud i høj grad blev flyttet rundt som passive objekter, og kun i meget ringe grad havde de indflydelse på ting i hverdagen.

Fordi botilbuddene netop beskriver totalkommunikation som en af deres kerneydelser, kan det overraske, at der ikke i større omfang blev anvendt alternative kommunikationsformer så som eksempelvis billedmateriale i hverdagen. Ingen af de to botilbud udnyttede herudover de mange alternative meddelelsesformer knyttet til den teknologiske udvikling.

Metode

Undersøgelsen opererer indenfor en interaktionistisk og konstruktivistisk ramme. Med udgangspunktet i en Foucault‐inspireret tankegang gives således et indblik i den diskursive og genealogiske produktion af subjektpositioner indenfor området, mens der med Goffman og Luhmann etableres redskaber til analysen af de mange dagligdags interaktioner og kommunikationsformer (herunder ikke-verbale), der foregår i hverdagen på botilbuddene.

Empirisk trækker undersøgelsen på det tilgængelige materiale med direkte reference til "Det Ka' Nytte", som det har været muligt at opsamle. Desuden inddrages en række kvalitative forskningsinterview udarbejdet i forbindelse med projektet. Der er tale om fokusgruppeinterviews foretaget med medarbejdere og ledere på de deltagende botilbud, samt individuelle interviews med personer med en særlig tilknytning til "Det Ka' Nytte".

"Det Kan Nytte" er en pædagogisk tilgang til faget, der blev udviklet i midten af firserne blandt andet gennem et samarbejde mellem Socialpædagogerne og en række socialpædagogiske arbejdspladser. Den pædagogiske tilgang handler i høj grad om etik og holdninger til arbejdet med de svagest fungerende børn, unge og voksne. "Det Kan Nytte" går ud på, at selv de dårligst fungerende kan få et bedre liv, hvis man målrettet arbejder på at kompensere deres handicap og udvikle deres ressourcer.