Undersøgelse af bosteder og bofællesskaber i Københavns Kommune
Kritik af forholdene på Københavns kommunes botilbud for Psykisk syge voksne og handicappede børn og voksne, førte til en ekstern undersøgelse af forholdene. Dette er afrapporteringen fra undersøgelsen, der udover at konkludere på forholdene i botilbuddene også udpeger en række forbedringsindsatser.
Indhold
Københavns Kommunes Socialforvaltning (SOF) har i december 2007 besluttet at få gennemført en ekstern undersøgelse af forholdene på kommunens botilbud for psykisk syge voksne og handicappede børn og voksne. Baggrunden for undersøgelsen er den seneste tids kritik på området, der hos nogle har sået tvivl om, hvorvidt der på samtlige kommunens botilbud eksisterer tilfredsstillende rammer og vilkår for beboernes trivsel og udvikling. Det overordnede formål med undersøgelsen er således at skabe dokumentation for og viden om de aktuelle forhold på botilbuddene – og på den baggrund at pege på fremadrettede udviklingstiltag, der vil kunne forbedre rammerne for det fremtidige arbejde med beboerne på botilbuddene.
Undersøgelsen er i perioden april til august 2008 gennemført af NIRAS Konsulenterne A/S i samarbejde med University College Syd (UC Syd) og den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstaden (PHRH).
Undersøgelsen sætter fokus på en lang række temaer, der på hvert deres niveau har indflydelse på beboernes trivsel.
Konklusion
Undersøgelsen viser, at brugerne af Københavns Kommunes botilbud for langt hovedpartens vedkommende trives og har det godt. De beboere, der har deltaget i undersøgelsen, giver for størstepartens vedkommende udtryk for, at de er tilfredse og glade for deres liv og dagligdag i botilbuddene.
Beboernes trivsel afhænger under alle omstændigheder i høj grad af, at den enkelte oplever respekt, tryghed og stabilitet i hverdagen, ligesom det afhænger af, at beboerne behandles individuelt med mulighed for indflydelse og selvbestemmelse, og at den enkelte har mulighed for (og hjælpes til) at føre en aktiv hverdag med sociale relationer og egnede aktiviteter både i og uden for botilbuddet.
Dog peger rapportens konklusioner på, at der er plads til forbedring på en række centrale områder, der har direkte og indirekte betydning for beboernes trivsel. Udfordringerne udspiller sig på tre niveauer, der dog i høj grad influerer på hinanden, henholdsvis det faglige og personalemæssige niveau, det ledelsesmæssige niveau og endelig det forvaltningsmæssige og politiske niveau.
De kritikpunkter rapporten peger på efterfølges af et afsnit med en række anbefalinger til, hvordan Københavns Kommunes Socialforvaltning (SOF) kan løfte indsatsen på de kommunale botilbud.
Metode
Undersøgelsen baserer sig på data-, metode- og forskertriangulering. Datatriangulering kommer til udtryk ved, at undersøgelsens temaer er udforsket via flere datakilder. Metodetrianguleringen dækker over, at der er brugt flere forskellige metoder til indsamlingen af data inden for hvert tema. Metoderne dækker over personlige dybdeinterview, fokusgruppeinterview, spørgeskemaundersøgelser, dokumentstudier og observationsstudier. Forskertriangulering består af, at projektteamet har været sammensat af forskellige fagfolk, hvor psykologiske, pædagogiske, socialfaglige, sundhedsfaglige og samfundsfaglige perspektiver er integreret i et mere fuldstændigt syn på problemfeltet.