Behandling med tvang? Somatisk sygdom hos behandlingsafvisende varigt inhabile
Nogle varigt inhabile får ikke den behandling for somatiske sygdomme som de burde eller også gennemføres behandlingen med uhjemlet tvang. Institut for menneskerettigheder diskuterer hvorvidt det danske sundhedsvæsen med det nuværende lovgrundlag understøtter, at behandlingsafvisende varigt inhabile med somatisk sygdom har lige adgang til sundhed og dermed mulighed for at indfri denne menneskerettighed.
Indhold
I rapporten sætter Institut for Menneskerettigheder fokus på Danmarks retslige forpligtelser til at sikre behandling af varigt inhabile med somatisk sygdom, da denne gruppe er ekstra udsatte i forhold til at have lige adgang til sundhedsydelser. Rapporten understreger, at det kan have meget alvorlige konsekvenser for varigt inhabile, hvis de modsætter sig behandling.
I forlængelse heraf belyser rapporten, hvorvidt tvang burde være lovligt i visse situationer. Det medfører selvsagt en række dilemmaer, hvor der på den ene side skal tages hensyn til individets beskyttelse mod at blive udsat for tvang og på den anden side individet selv, som ikke har mulighed for at forstå de negative konsekvenser ved at modsætte sig behandling for somatisk sygdom.
Rapporten er inddelt i 5 kapitler herunder:
- Introduktion og metode: I dette kapitel afgrænses problemfeltet og den metode, analysen er baseret på.
- Menneskeretten: Kapitlet belyser relevante menneskeretslige principper og regler som gælder, når en varigt inhabil skal modtage sundhedsfaglig behandling bl.a. selvbestemmelse, informeret samtykke til behandling og tvang.
- Dansk ret: I kapitlet beskrives de danske regler, som gælder ved behandling af patienter, der ikke selv er i stand til at give samtykke til behandling.
- Dilemmaer i praksis: Her skitseres praksis og oplevelse af det dilemmafyldte område hvor omsorg skal balanceres i forhold til patientens integritet. Før dilemmaerne gennemgås præsenteres datagrundlaget for analysen.
- Konklusion og anbefalinger: Dette kapitel indeholder en række anbefalinger til, hvordan Danmark kan fremme menneskerettighederne for denne gruppe.
Konklusion
- Institut for menneskerettigheder konstaterer bl.a. at varigt inhabile har haft unødige smerter, er blevet underbehandlet eller er døde af sygedomme, som kunne være blevet behandlet.
- Den nærværende retstilstand er uholdbar og at behandlingsafvise varigt inhabile giver betydelig risiko for manglende eller utilstrækkelig behandling eller udsat for uhjemlet tvang.
- Hvis der åbnes op for at tvang må anvendes i bestemte situationer skal dette skærpe bevidstheden hos sundhedsprofessionelle, om, hvad tvang er og hvornår tvang må anvendes.
- Anbefalingerne indebærer bl.a. at Sundheds- og Ældreministeriet ændrer sundhedslove, så varigt inhabile kan behandles for somatisk sygdom mod deres vilje, når en række betingelser er opfyldt, og at disse nøje bør følges og evalueres.
Metode
Analysen baseres på en juridisk analyse, en beskrivelse af praksis, dialog med relevante aktører (sundhedsprofessionelle, socialpædagoger og pårørende) og perspektivering til erfaringer fra Norge, for at give inspiration til ændringer i Danmark. Samlet set danner dette baggrund for de anbefalinger, instituttet fremsætter.