ADHD og udviklingshæmning - Om et udviklingshæmmet menneske i kaos
Et hæfte om et menneske med ADHD og udviklingshæmning, fortalt gennem Camillas personlige historie.
Indhold
Hæftet indeholder fortællingen om Camilla - et menneske med udviklingshæmning kombineret med ADHD og er en del af i alt seks hæfter, som hver på sin måde sætter fokus på mennesker med udviklingshæmning kombineret med andre psykiske lidelser.
Camillas ADHD blev først sent diagnosticeret, ligesom det ofte er tilfældet for mennesker med udviklingshæmning og samtidig en psykiatrisk lidelse. Camillas historie giver et indblik i livet med udviklingshæmning kombineret med ADHD og understreger betydningen af, hvor vigtigt det er at være opmærksom på en eventuel udiagnosticeret ADHD, som også kan ramme denne gruppe og føre til særdeles svære livsbetingelser, når den ikke diagnosticeres og behandles. Med afsæt i den personlige fortælling, oplyser hæftet om generelle symptomer og særlige kendetegn, der gør sig gældende for mennesker med denne kombination og vejleder i forhold til at yde professionel behandling til mennesker i tilsvarende situationer.
Konklusion
ADHD hos udviklingshæmmede kan være svær at diagnosticere, da en del af symptomerne overlapper hinanden. Manglende koncentrationsevne og impulsiv adfærd er kernesymptomer for såvel udviklingshæmning og ADHD, men mennesker kan være dobbeltbelastede og have begge diagnoser samtidig. Kombinationen medfører ofte betydelig motorisk uro, hyper afledelighed og udadreagerende- og ofte voldelig adfærd. Diagnosen stilles ved en tværfaglig indsats og kræver en tværfaglig indsats med såvel medicinsk, som pædagogisk behandling.
Metode
Hæftet er baseret på Camillas personlige fortælling om livet med udviklingshæmning og ADHD, som danner udgangspunkt for formidling af viden og vejledning i forhold til mennesker i en tilsvarende situation. Hæftet har således et oplysende såvel som et vejledende sigte, der skal bidrage til at skabe et øget fokus på mennesker med udviklingshæmning kombineret med andre psykiatriske lidelser - i dette tilfælde ADHD.