Indhold

I dette essay diskuteres socialpædagogens rolle og ansvar i arbejdet med og for mennesker med udviklingshæmninger, og der peges på at:

• Etisk bevidsthed, refleksion og begrundet beslutningstagen er helt afgørende for kvalitet af den socialpædagogiske praksis, når mennesker med udviklingshæmninger skal opleve at leve et værdigt liv på lige fod med andre medborgere.
• Det er afgørende, at der sættes fokus på mennesker med udviklingshæmningers menneskerettigheder og i forlængelse heraf, at FN’s handicapkonvention bliver et aktivt redskab i dialogen om udviklingen af målgruppens livsvilkår og den socialpædagogiske praksis.

I forlængelse heraf har essayet fokus på to centrale problemstillinger i den socialpædagogiske praksis:

1. Retten for mennesker med udviklingshæmninger til en bolig, der opleves som et eget hjem
2. Magt og tvang

Konklusion

I essayet fremhæves en række artikler i FN’s handicapkonvention og konsekvenserne af disse for den socialpædagogiske praksis. Der peges på, at der er behov for at udvikle mentale billeder af, hvordan et inkluderende samfund kan se ud. Det gælder på det samfundsmæssige såvel som det politiske niveau, men også hos socialpædagogerne og deres faglige fagorganisationer.

Socialpædagogernes roller og kompetencer diskuteres i et inklusionsperspektiv. Der peges på, at når socialpædagogisk praksis skal udøves i overensstemmelse med menneskerettigheder og etiske grundværdier, skal den forvaltes med henblik på, at det enkelte menneske med udviklingshæmning får størst mulig magt over eget liv og dermed mulighed for at realisere sine rettigheder via selvbestemmelse og deltagelse.

Afslutningsvis peges der i essayet på, at FN’s handicapkonvention kan forstås som et opgør med mellem ”dem” og ”vi” tænkningen. Konventionen udfordrer den socialpædagogiske praksis og fordrer, at der udvikles en praksis i et antimytisk perspektiv, hvor ikke diskrimination, men værdighed og inklusion for mennesker med udviklingshæmninger er omdrejningspunktet.