Evaluering af VUM og DHUV – Voksenudredningsmetoden og den tilhørende it-understøttelse
Hvis du arbejder med sagsbehandling på handicap- og udsatte voksne-området, kan denne evaluering af den såkaldte voksenudredningsmetode og den tilhørende it-understøttelse læses med stort udbytte.
Indhold
BDO og CEDI har, på forespørgsel fra Socialstyrelsen, evalueret den socialfaglige metode kaldet Voksenudredningsmetoden samt den tilhørende it-understøttelse. Denne evaluering er blevet udført i perioden 2012-2014.
Voksenudredningsmetoden (VUM) er en samlet sagsbehandlingsmetode på handicap- og udsatte voksne-området (DHUV). Den blev udviklet af Kommunernes Landsforening, Social- og Integrationsministeriet og Socialstyrelsen i forbindelse med samarbejdet om digitalisering på handicap- og udsatte voksne-området. Dette samarbejdsprojekt indebar også udarbejdelse af kravspecifikation til etablering af it-løsninger til digitalisering af VUM.
Formålet med VUM og den tilhørende it-understøttelse er at forbedre den faglige og lovgivningsmæssige kvalitet i sagsbehandlingen med udgangspunkt i den enkelte borger.
Denne rapport er den endelige evalueringsrapport. Formålet med evalueringen er at opnå viden om effekterne af DHUV-projektet og implementeringen af Voksenudredningsmetoden. Rapporten indeholder en analyse og vurdering af før- og eftermålingen af evalueringens ni projektkommuner og tre såkaldte referencekommuner samt eftermålingen af de ni pilotkommuner, som har deltaget i udviklingsprojektet omkring DHUV.
Rapportens opbygning:
- Kapitel 1 udgør rapportens indledning.
- I kapitel 2 præsenteres et resumé af evalueringen, som forholder sig til resultaterne af eftermålingen under inddragelse af erfaringerne fra førmålingen.
- I kapitel 3 belyses kommunernes implementering af VUM, herunder deres placering på et VUM-indeks, som er udviklet til formålet.
- I kapitel 4 præsenteres evalueringens resultater af VUM som metode. Overordnede og tværgående resultater og erfaringer analyseres med udgangspunkt i førmålingens resultater.
- Kapitel 5 præsenterer resultaterne af eftermålingen i forhold til de ni pilot- og de ni projektkommuners implementering af digitalisering af VUM.
- I kapitel 6 analyseres og vurderes status på kommunernes implementering af VUM’s seks faser med henblik på at vurdere effekterne af metoden på sagsbehandlingen.
- I kapitel 7 belyses de ni pilot- og de ni projektkommuners erfaringer i forhold til faglig og økonomisk styring i DHUV.
- I kapitel 8 præsenteres evalueringens anbefalinger.
Konklusion
I rapportens sidste kapitel samles ni anbefalinger, som handler både om selve metoden og implementeringstilgangen til metoden. Anbefalinger fokuserer på: hvad, hvem, hvorfor og hvordan, for at være så handlingsanvisende som muligt. Du kan se alle anbefalingerne på side 55.