Ligebehandling i et landskab af stereotyper (i antologi: Handicap og ligebehandling i praksis)
Er det nødvendigt med en særlig indsats for mennesker med minoritetsbaggrund og funktionsnedsættelser
Indhold
Denne antologi består af syv artikler, som alle sætter fokus på, hvordan ligebehandling af mennesker med handicap produceres i praksis. Formålet med artiklerne i antologien er, at handicapforskningen gøres lettere tilgængelig.
Artiklen bygger på undersøgelsen Projekt Etniske minoriteter med handicap i Københavns Kommune, som havde til formål at forbedre kommunikation, indsats og brugerinddragelse i København Kommunes handicapcentre.
I artiklen diskuteres det:
- Om det er nødvendigt med en særlig indsats målrettet mødet mellem medarbejdere og borgere med etnisk minoritetsbaggrund?
- Hvilken betydning det har for sagsbehandling og ligebehandling af borgere med etnisk minoritetsbaggrund, at de mødes med en relativ stor stereotyp viden fra medarbejdere i kommunen?
Konklusion
Overordnet konkluderes det i artiklen, at der er behov for en særlig indsats i mødet mellem sagsbehandler og borgere med etisk minoritetsbaggrund, idet mødet foregår mellem en medarbejder i forvaltningen med majoritetsbaggrund og borgere med minoritetsbaggrund, hvilket kan skabe grundlag for en række barrierer.
Der argumenteres i artiklen for, at det ikke er fagligt relevant eller forsvarligt at videreformidle viden om en borgers kultur, idet kultur ikke kan betragtes som en fast uforanderlig substans. Det konkluderes på den baggrund, at kommunale medarbejdere skal være opmærksomme på egen forforståelse i mødet med borgere med etnisk minoritetsbaggrund.
Den viden, der er behov for, for at styrke vurderingsgrundlaget og fremme ligebehandling, er med andre ord en viden, der tager udgangspunkt i det enkelte individ, hvilket betyder, at redskabet til at fremme ligebehandling skal findes i en individorienteret sagsbehandling.Metode
Undersøgelsen, som artiklen bygger på, er foretaget ved hjælp af:
- 13 kvalitative gruppeinterview med 60 medarbejdere herunder socialrådgivere og ergoterapeuter tilknyttet København Kommunes handicapcentre.
- 34 kvalitative semistrukturerede interview med 25 familier med etnisk minoritetsbaggrund.
- Deltagerobservationer ved møder mellem borgere og medarbejdere.
- Kvantitative undersøgelser i form af datamateriale fra Københavns Kommune og Danmarks statistik.
Data fra kurser og temadage.