Inklusion og eksklusion på voksenhandicapområdet: En undersøgelse af handicappolitiske-dokumenter og fortællinger fra voksne med udviklingshæmning og socialpædagoger
I denne Ph.d.-afhandling undersøger socialpædagog og master i socialpædagogik, Anthon Sand Jørgensen, in- og eksklusion set i forhold til voksenhandicapområdet.
Indhold
Inklusion kan ses som en aktuel politisk og socialpædagogisk agenda, der kan få betydning for in- og eksklusionsoplevelser i hverdagslivet for borgere med
udviklingshæmning samt for socialpædagoger, der arbejder på voksenhandicapområdet. Forskning dokumenterer, at på trods af de politiske
inklusionsbestræbelser er mange borgere med handicaps stadigvæk ekskluderet fra at deltage i det almene samfundsliv.
Forskningen, der præsenteres i denne afhandling, undersøger, hvordan aktuelle
policy-dokumenter beskriver inklusionsmålsætninger på handicapområdet. Endvidere undersøges hverdagslivsfortællinger omhandlende in- og eksklusionsoplevelser fortalt af borgere med udviklingshæmning samt socialpædagogers fortællinger om inklusionsindsatser på voksenhandicapområdet.
Konklusion
I afhandlingen bliver der argumenteret for, at inklusionspolitik på handicapområdet kan skabe udfordringer for den socialpædagogiske opgave og føre til, at inklusionsbestræbelserne ikke kun inkluderer, men også ekskluderer borgere med udviklingshæmning. I afhandlingen identificeres det endvidere, hvordan de interviewede borgere med udviklingshæmning både kan opleve sig in- og ekskluderet som følge af inklusionsmålsætninger, samt både opleve sig inkluderet i ekskluderede miljøer og ekskluderet i inkluderede miljøer. Oplevelser, der på den ene side kan skabe trivsel og udvikling, og på den anden side kan skabe oplevelsen af at være anderledes - samt øge risikoen for, at borgere med udviklingshæmning stigmatiseres og tildeles en outsideridentitet.
Metode
Dokumentundersøgelse af danske policy-dokumenter på handicapområdet samt narrativ interviewundersøgelse af interviews med socialpædagoger og voksne borgere med udviklingshæmning.