Mennesker med komplekse kommunikations behov - En analyse af tilbud og barrierer for indsatsen på området

Alle mennesker har behov for at kommunikere – også når talesproget ikke kan fungere som kommunikationskanal. At være er at kommunikere. Alle sociale relationer, al personlig udvikling og identitet, al læring, al interaktion med omgivelserne bygger på og forudsætter kommunikation.

Indhold

Denne rapport er opstået på baggrund af en vurdering af, at der i 2013 ikke var tilstrækkelig opmærksomhed på, at nogle mennesker efterlades med en kommunikativ funktionsnedsættelse som slet ikke, eller i utilstrækkelig grad, bliver kompenseret, hvilket har fatale konsekvenser for den enkelte.

Rapporten påpeger via case-beskrivelser, erfaringer fra praksis og faglitteratur, at der i Danmark lever en gruppe mennesker med komplekse kommunikationsbehov for hvem det ikke er en selvfølge at kunne kommunikere. I stedet lever mange i isolation og i dyb afhængighed af de nære omgivelsers viden, vilje og evne til at tolke dem. Dette til trods for, at der findes strategier, redskaber og metoder, der kunne hjælpe disse mennesker til en højere grad af selvstyrende kommunikation. Rapporten har undersøgt, hvilke lovgivningsmæssige muligheder, der er på området, og har ladet sig inspirere af forholdene i andre lande – specielt Norge.

Rapporten peger på følgende problemområder:

Børn, unge og voksne med komplekse kommunikationsvanskeligheder bliver ikke altid opdaget og får derfor ikke altid tilbud om den støtte, der kunne forbedre deres kommunikationsmuligheder.
Der mangler koordinering og kontinuitet på tværs af faggrupper og sektorer samt ved miljøskift, såvel de daglige miljøskift mellem bolig og dagbeskæftigelse, som de større miljøskift i en borgers liv fx skift af botilbud eller dagbeskæftigelse.
Lovgivningsmæssigt er der kun få bestemmelser, der sikrer ret til en alternativ og supplerende kommunikationsform. Der findes meget begrænset klageadgang i forhold til støtten til at opbygge en alternativ og supplerende kommunikationsform.

Derudover peger rapporten også på, at indsatsen for børn, unge og voksne med komplekse kommunikationsbehov tilsyneladende har større chance for at lykkes, når der er:

Gode procedurer og faglige metoder, der sikrer tværfaglighed og inddragelse af det personlige netværk
Koordinering mellem forskellige fag, instanser og sektorer
Adgang til at fagpersoner og pårørende kan få/forny viden
Adgang til specialistviden
Gode procedurer for at sikre, at viden og færdigheder ikke går tabt ved overgange og miljøskift

Konklusion

Rapporten anbefaler, at der:

Iværksættes et projekt i et geografisk afgrænset område, hvor der foretages en kortlægning af alle voksne, som har et komplekst kommunikationsbehov - uanset om de bor i botilbud eller egen bolig. Kortlægningen skal afdække, hvilken kommunikationsstøtte de pågældende har eller ikke har. De voksne, som har et så omfattende kommunikationshandicap, at der er behov for en særlig og målrettet indsats, skal udredes med henblik på at beskrive deres behov. Dette arbejde kunne ske efter inspiration af det norske projekt omkring opfølgningsprocedurer.
Iværksættes et projekt i et afgrænset geografisk område, hvor der i et formaliseret samarbejde mellem fødeafdelingerne, sundhedsplejen, daginstitutioner og PPR foretages en identificering, registrering og udredning af alle de børn i området mellem 0 og 5 år, som har et så omfattende kommunikationshandicap, at der er behov for en særlig og målrettet indsats for at sikre deres kommunikation. Udover at udrede de pågældende børn, skal projektet kortlægge, hvilken indsats de observerede børn får, hvordan forældre, barn og omgivelser oplever indsatsen.