Princip og virkelighed – om sektoransvar i handicappolitikken
Analyse af begrebet sektoransvar, som er et centralt begreb i den danske handicappolitik.
Indhold
I denne rapport analyserer forfatteren begrebet sektoransvar, som er et centralt begreb i den danske handicappolitik. Sektoransvar defineres som et handicappolitisk princip, som betyder, at hver enkelt sektor i samfundet er ansvarlig for, at mennesker med handicap gives lige mulighed for at deltage i aktiviteter, som sektoren er ansvarlig for. Formålet med denne rapport er, at analysere om princippet om sektoransvar reelt gennemføres i dansk handicappolitik. Rapporten har på den baggrund haft til hensigt at undersøge:
- Hvordan kan man italesætte sektoransvar så det sikres, at alle sektorer påtager sig ansvaret i lige så høj grad, som hvis ansvaret var placeret centralt?
- Hvilke problemer er forbundet med at forsøge at konkretisere ansvaret?
- Betyder principperne bag sektoransvar, at den handicappede bliver kastet rundt mellem forskellige myndigheder og afdelinger, fordi de forskellige myndigheder og afdelinger ikke har det fulde ansvar?
- Skal finansieringen følge med ud i den sektor, hvor opgaven løses?
- Oplever borgerne, at der tages et sektoransvar?
Konklusion
Det konkluderes på baggrund af undersøgelserne i rapporten, at sektoransvar, som et princip vedtaget i Folketinget, ikke alene kan være styrende for administration og lovgivning i forhold til mennesker med handicap. Sektoransvar, som har afløst særforsorg, gør det mere kompliceret, fordi den handicappede skal samarbejde med en række offentlige aktører for at tilrettelægge en individuel løsning, så det enkelte menneske med handicap kan få en tilværelse, der minder om andres. Analyserne af sektoransvar viser, at princippet ikke får gennemslagskraft i praksis, når det er den enkelte sagsbehandler, der fra sag til sag skal vurdere ansvarets placering. Det pointeres, at der skal ske en internalisering i praksis, for at sektoransvaret til fulde kan realiseres.
Det konkluderes på baggrund af ovenstående, at der er behov for yderligere tiltag for at styrke princippet om sektoransvar. Det anbefales i rapporten, at der oprettes et netværk af kommunale handicapråd, et netværk bestående af lokale koordinationsudvalg og et samlet netværk for indsatsen over for mennesker med handicap i hele Danmark.
Metode
Undersøgelserne i denne rapport bygger på en række kvalitative og kvantitative metoder i form af:
- Fokusgruppeinterview med 9 medarbejdere fra kommuner og amter
- Fokusgruppeinterview med 7 repræsentanter fra handicaporganisationer
- 11 interview med repræsentanter fra arbejdsmarkeds parter, centraladministration og amter og kommuner i Det Centrale Handicapråd
- Sig-din-mening-undersøgelser, hvor 517 sagsbehandlere i kommunale socialforvaltninger, sagsbehandlere i kommunale skoleforvaltninger, sagsbehandlere i kommunale tekniske forvaltninger, forældre til børn med handicap og voksne mennesker med handicap har deltaget
- 2 spørgeskemaundersøgelser hvor 1592 forældre til børn med handicap deltog, og 580 mennesker med handicap deltog
- Konferencer