Digitale billeder – en nødvendig kommunikationsform
Digitale medier og støttet kommunikation til mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Indhold
Publikationen er skrevet på baggrund af erfaringer fra værkstedet Åmosen på Vestsjælland. Åmosen er et arbejdstilbud til voksne udviklingshæmmede, og de har igennem flere år arbejdet med computeren, tv’et og digitalkameraet som kommunikationsmidler. Der er 15 brugere på Åmosen, hvoraf fem er superbrugere i computer, otte anvender computeren mellem 15 min. og en time om ugen, og de sidste to brugere anvender ikke computeren.
Anvendelsen af digitalkameraet fremhæves i stedet for de ligeså anvendte piktogrammer, tegn til tale m.m., fordi billedet fra digitalkameraet er billeder af virkelige ting og begivenheder, hvorimod eksempelvis piktogrammer er symboler for noget andet.
De digitale medier, der anvendes på Åmosen, fremhæves som hjælpemidler, sprogtræning, forberedelse til at lære nyt og hjælp til fastholdelse af det nye. I bogen fremhæves teknologien som en direkte kompensation for funktionsnedsættelsen, der er med til at udvide den enkeltes aktive deltagelse i dagligdagen.
Hæftet henvender sig til alle med interesse for udvikling af kommunikation med mennesker med et kommunikationshandicap.