Projekt Implementering af teknologi - 11 casestudier: Livskvalitet, sociale netværk og deltagelse
Informations- og kommunikationsteknologi kan være med til at øge mennesker med funktionsnedsættelsers mulighed for selvbestemmelse, deltagelse i sociale netværk og kommunikation med både de nære og fjerne omgivelser. Læs mere i denne præsentation af 11 casestudier, der blev gennemført i 2009-2011 som en del af projekt "Implementering af teknologi til mennesker med handicap"
Indhold
Projekt "Implementering af teknologi til mennesker med handicap", blev gennemført i 2009-2011 med den vision, at mennesker med funktionsnedsættelser via brug af sociale teknologier kunne få styrket deres kommunikation og sociale netværk og opnå øget selvbestemmelse i deres liv. Adgangen til sociale medier skulle fremme brugerindflydelsen i hverdagen og åbne mulighed for øget livskvalitet og interaktion med omgivelser og samfundslivet.
Som en del af projektevalueringen blev det besluttet at gennemføre mindst et single casestudie i hvert af de fem deltagende bomiljøer. I disse casestudier fulgtes den enkelte beboeres udvikling med hensyn til udviklingen i brugen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og konsekvenserne af dette for beboerens hverdag. Således skulle casestudierne give et indtryk af:
- Hvordan implementeringen af (yderligere) IKT i bomiljøerne påvirkede de udvalgte casepersoners hverdagsliv og
- Hvordan adgangen til de sociale medier kunne medvirke til at skabe øget livskvalitet for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser
Konklusion
Projektets 11 casepersoner udviklede i projektperioden deres brug af IKT, så brugen - med store forskelle fra caseperson til caseperson - kom til at omfatte:
- IKT brugt til at vedligeholde og udvikle casepersonens sociale netværk. Her var det især programmer som Skype, CanConnect, almindelig e-mail og Herbor, som casepersonerne brugte.
- IKT brugt til underholdning som det at se film, høre musik, se YouTube videoer og spille spil.
- IKT brugt i forbindelse med at dyrke og skaffe sig viden om et specielt interessefelt.
- IKT brugt til internetsøgning og surfing, som når fx Klub Kildebakkens hjemmeside besøges eller hjemmesider besøges for at bestille musicalbilletter eller biografbilletter, se filmtrailers m.v.
- IKT brugt i forbindelse med "her-og-nu kommunikation" via forskellige kommunikationshjælpemidler som talebøf, Paletto.
- IKT og særligt computeren anvendt som "et fælles tredje" til socialt samvær. Det vil sige som en social aktivitet, man kunne beskæftige sig med sammen og som derfor skabte samvær og samspil mellem borgerne i et bomiljø, mellem borgere og personale og mellem borgere og deres it-frivillige.
De 11 casestudier viser, at implementeringen af IKT i bomiljøer for mennesker med funktionsnedsættelser, i høj grad kan være med til at fremme muligheder:
- for at vedligeholde og udvikle det sociale netværk
- for at kunne kommunikere mere, og i nogle tilfælde bedre, med personer i de sociale netværk
- for selv at mestre sin tilværelse og i højere grad være bestemmende i eget liv
- for deltagelse i sociale fællesskaber og aktiviteter
- for leg og læring.
Metode
Casestudierne består bl.a. af fokusgruppeinterviews, spørgeskemaer samt teknologiscreeninger i form af Talking Mats interviews med beboere gennemført både i starten af projektet, midtvejs og ved projektets afslutning.
Ved hjælp af en casestudiemappe har de involverede bosteder desuden indsamlet nedenstående data:
- En begrundelse for, at beboeren er valgt som caseperson
- Skriftlige samtykkeerklæringer fra beboere og personale
- Materiale om casepersonen
- En registrering af casepersonens sociale netværk samt casepersonens ønsker til ændringer i det sociale netværk
- En dagbog over casepersonens hverdag
- Videoptagelse.
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, har gennemført evalueringen i samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS. Projektet er finansieret af Socialministeriets SATS-pulje.