Behandling af mennesker med kognitive funktionsnedsættelser udsat for seksuelle overgreb - Introduktion
Mennesker med kognitive funktionsnedsættelser er i større risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb end den øvrige befolkning, og de har, som alle andre mennesker, behov for og ret til hjælp og behandling, hvis de har været udsat for et seksuelt overgreb.
Indhold
Et studie, der har gennemgået international litteratur om seksuelle overgreb på borgere med kognitive funktionsnedsættelser, viser, at mennesker med kognitive funktionsnedsættelser er i højere risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb end andre. Ligesom det viser, at følgevirkningerne for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser efter seksuelle overgreb er sammenlignelige med følgevirkningerne hos ofre for seksuelle overgreb i den øvrige befolkning. Studiet konkluderer derfor, at det derfor er væsentligt, at mennesker med kognitive funktionsnedsættelser, der har været udsat for seksuelle overgreb, tilbydes relevant behandling.
Du får i denne rapport en kort introduktion til en psykoterapeutisk guide til behandling af mennesker med kognitive funktionsnedsættelser, der har været udsat for seksuelle overgreb. Rapporten beskriver guiden og målgruppen for behandlingen, og den opsamler væsentlige erfaringer og resultater i arbejdet med den psykoterapeutiske guide.
Du kan endvidere læse om de dokumenterede virkninger for målgruppen samt centrale erfaringer med implementeringen af guiden. For en uddybende beskrivelse af den psykoterapeutiske guide samt en beskrivelse af, hvordan du kan organisere og gennemføre et behandlingsforløb med klienter i målgruppen, kan du læse rapporten"Behandling af mennesker med kognitive funktionsnedsættelser udsat for seksuelle overgreb - Psykoterapeutisk guide", som findes i Socialpædagogernes Vidensbank.
I Vidensbanken findes ligeledes evalueringsrapporten "Psykoterapeutisk guide til behandling af mennesker med kognitive funktionsnedsættelser udsat for seksuelle overgreb - Evaluering", hvor du kan læse en dybdegående analyse og beskrivelse af centrale erfaringer med afprøvningen af den psykoterapeutiske guide. Herunder også en analyse af virkningen af behandlingen for de 25 klienter, der har modtaget behandling for seksuelle overgreb med udgangspunkt i guiden.