Den regionale vinkel på botilbudsområdet - Regionernes botilbud til voksne handicappede og sindslidende 2007-2012
Regionerne driver cirka 2.250 døgnpladser til voksne handicappede og sindslidende i 2012. Det er knap 1.000 færre end i 2007. Samtidig er der kommet flere kommunale tilbud. Det viser denne kortlægning fra KORA af regionernes døgntilbud. Resultaterne tyder desuden på, at en gennemsnitlig regional døgnplads er blevet dyrere og mere specialiseret siden kommunalreformen.
Indhold
KORA afdækker i denne rapport udviklingen i regionernes botilbudskapacitet siden kommunalreformen trådte i kraft i 2007 og undersøger, hvad der karakteriserer de botilbud, som regionerne driver fem år efter reformen. Undersøgelsen afdækker døgnpladser i botilbud til voksne borgere med funktionsnedsættelser og sindslidende, mens botilbud til misbrugere og socialt udsatte samt dagtilbud ikke er omfattet.
Konklusion
Samlet set tegner undersøgelsen af regionernes botilbudskapacitet et billede af, at der er blevet færre regionale døgnpladser og flere kommunale. Det er udtryk for, at kommunerne har overtaget regionale tilbud, samt at der er blevet oprettet kommunale døgnpladser og lukket regionale. Antallet af regionale døgnpladser til handicappede og sindslidende er faldet med 30 pct. fra 2007 til 2012, men ser ud til at have stabiliseret sig i 2011. Det samlede fald dækker over store forskelle mellem de fem regioner.
De regionale botilbud har i 2011 gennemsnitligt stadig flere pladser end de kommunale og har i højere grad døgnpladser til længerevarende ophold. Desuden ser det ud til, at en gennemsnitlig regional døgnplads i 2011 er dyrere og mere specialiseret end i 2007.
Metode
Undersøgelsens resultater bygger på data fra Danske Regioner, Danmarks Statistik og et spørgeskema til regioner og kommuner.