Forebyggelse af magtanvendelser på botilbud for mennesker med udviklingshæmning: Midtvejsevaluering af implementering af metoden LA2u
At arbejde med metoden LA2u kan forebygge magtanvendelser på botilbud for mennesker med udviklingshandicap. I denne midtvejsevaluering kan du blive klogere på otte botilbuds erfaringer med metoden og de foreløbige resultater af afprøvningsprojektet.
Indhold
Hvis mennesker med udviklingshandicap på botilbud har en udfordrende og udadreagerende adfærd, kan det gå ud over både deres egen trivsel, men også trivslen og sikkerheden hos botilbuddets medarbejdere og de andre beboere. Derudover kan en udadreagerende adfærd være omkostningsfuld for samfundet, da det bl.a. øger behovet for mere intensive specialpædagogiske indsatser. Det er derfor vigtigt at benytte sig af virksomme metoder, der kan forbedre beboernes trivsel og forebygge voldelig adfærd. Behovet er desuden ekstra stort, da antallet af borgere på botilbud med udviklingshandicap er stigende.
Det har vist sig, at den såkaldte low arousal tilgang, hvor man arbejder fokuseret med at forebygge udfordrende adfærd, kan være velegnet til at reducere udfordrende adfærd, blandt andet hos borgere med udviklingshandicap. Derfor har Social- og Boligstyrelsen igangsat en afprøvning af metoden LA2u (low arousal 2 understøttet), der er målrettet arbejdet med borgere med udviklingshandicap.
I denne rapport evalueres erfaringerne hos de otte bosteder, der har arbejdet med LA2u. De foreløbige resultater af arbejdet med metoden opsummeres og desuden gives inspiration til den afsluttende del af afprøvningen.
Konklusion
Metoden LA2u er ved at blive succesfuldt implementeret i seks ud af de otte botilbud. Selvom implementeringen ofte foregår i en omskiftelig virkelighed med eksempelvis rekrutteringsvanskeligheder, forskellige ledere, besparelser og uventede udfordringer med borgere, så viser midtvejsevalueringen lovende resultater.
Bedre trivsel og færre magtanvendelser
Medarbejderne på bostederne oplever generelt en forbedret trivsel, bl.a. i forhold til deres generelle jobtilfredshed og engagement i arbejdspladsen. På flere bosteder oplever medarbejderne også, at det er lykkedes at forbedre trivslen for nogle af beboerne og deres udfordrende adfærd opleves som mindre. Desuden er der sket et fald i det samlede antal magtanvendelser på de otte botilbud. Botilbuddene går dermed imod en national tendens, hvor antallet af indrapporterede magtanvendelser stiger – en udvikling, som kan kobles til en mere intensiv registreringspraksis i forbindelse med nye regler omkring magtanvendelser.
Ingen klar udvikling i forhold til voldsomme episoder
Midtvejsevalueringen viser dog ingen klar udvikling i forekomsten af voldsomme episoder eller i medarbejdernes udsathed for trusler. Flere medarbejdere fortæller dog, at de er lykkedes med at få nogle borgere til at have mindre udfordrende adfærd. Der er dog andre borgere, som medarbejderne oplever store udfordringer i forhold til, uanset opkvalificeringen med LA2u.
Metode
Midtvejsevalueringen bygger på tre typer data, der er indsamlet på de otte botilbud fra starten af 2022 til juni 2023.
- Der er indsamlet tre runder spørgeskema-data.
- Der er endvidere udført 85 interviews med ledere, medarbejdere og borgere - både fysisk på botilbuddene og over telefon.
- Yderligere indgår tilbuddenes registreringer af magtanvendelser, voldsomme episoder, sygefravær og personaleomsætning.