"Gir' I ikke en pizza?" - Udviklingshæmmedes vilkår og kommunernes muligheder i det sundhedsfremmende arbejde
Bacheloropgave om vilkår og dilemmaer i det sundhedsfremmede arbejde for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser
Indhold
Dette bachelorprojekt sætter fokus på sundhed og livsstil hos voksne med psykiske funktionsnedsættelser. Projektet belyser de forhold, der har indflydelse på denne borgergruppes sundhed, og hvordan kommunerne kan understøtte det sundhedsfremmende arbejde på de enkelte botilbud med respekt for borgerens ret til selvbestemmelse.
Projektet henvender sig til personalet på kommunale social- og sundhedsforvaltninger og på botilbud for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser samt til undervisere på de relevante professionsuddannelser.
Konklusion
Den generelle sundhedstilstand for udviklingshæmmede borgere er ifølge pårørende og fagfolk på området, præget af en overrepræsentation af forskellige livsstilssygdomme som fx fordøjelsesproblemer, over- og undervægt, diabetes og forhøjet kolesterol og blodtryk. Der mangler imidlertid videnskabelige undersøgelser på området.
Forfatterne peger på følgende konkrete problemer i den sundhedsfremmende indsats for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser:
- Der udbydes i kommunerne en række sundhedsrelaterede tilbud rettet mod alle borgere, men som i praksis ikke henvender sig til mennesker med funktionsnedsættelser.
- Ansvaret for den sundhedsfremmende indsats placeres i bostederne, selvom personalet ofte ikke er uddannet til at varetage denne opgave.
- Det er ikke tydeligt for det socialpædagogiske personale på bostederne, hvordan de skal vægte den sundhedsfremmende indsats i forhold til borgerens ret til selvbestemmelse.
Metode
Empirisk bygger rapporten på observationer af arbejdet på et botilbud samt en spørgeskemaundersøgelse og kvalitative interviews gennemført i personalegruppen på det samme botilbud. Teoretisk tager projektet udgangspunkt i Axel Honneths teori om anerkendelse.