Med liv og sjæl
Dette er en personlig beretning om, hvordan arbejdet med mennesker med udviklingshæmning har været og udviklet sig i årene 1961-2004.
Indhold
Da forfatteren startede med at arbejde med udviklingshæmmede i 1961, var det helt andre forhold, end der er i dag.
Hun blev ansat som elev på Ebberødgård som 18-årig. Forfatteren beskriver, at de, som kunne sidde pænt og spise, kom op i nogle spisestuer, mens ca, 10 af drengene, som ikke magtede det, spiste i legestuen. Eleverne blev i stuen og skulle made disse børn. De gav dem sele på og bandt dem med ryggen til en stor radiator. Der stod de rundt langs væggen og blev madet. Når eleverne var færdige, gik de op og skulle have spisepause. Drengene blev stående bundet imens. Når eleverne havde spist, gik de ned og løste drengene.
I 1970’erne begyndte tingene at ændre sig, da den eksterne forsorg blev udbygget med børnehaver, værksteder og pensionater. Man fik målsætningen om “en tilværelse så nær det normale som muligt”, og mange beboere lærte betydning af “det at være mig”. Men der gik lang tid før, at beboernes vilkår og de ansattes arbejdsvilkår blev forbedret.
Den udvikling, der er sket for både mennesker med udviklingshæmning samt ansatte, er beskrevet i denne bog.