Når mad giver mening
Mad og trivsel
Indhold
"Når mad giver mening” er resultatet af et etårigt projekt, som beboere og socialpædagoger på bostedet Lionslund har gennemført for at fremme en sundere livsstil.
Bogen indeholder en kogebogsdel med sunde yndlingsretter. Derudover er der anekdoter, som giver et indblik i bostedets liv og hverdag, herunder et fokus på motion som en del af denne.
Konklusion
Kosten, måltidet, motion og bevægelse er omdrejningspunktet for fællesskabet, det fælles tredje.
Sunde yndlingsretter, der gør en forskel i hverdagen blev indkredset, og i denne proces har kok-, ernærings- og husholdningsøkonom Katrine Klinken spillet en væsentlig rolle - som den der lavede maden, så den blev genkendelig for beboeren og forbundet med noget rart og trygt, og som samtidig skulle giv lyst til at spise mere varieret, herunder frugt og grønt.
For at inddrage beboerne så meget som muligt blev der etableret en kokkeskole, hvor yndlingsretterne var i fokus, og hvor ”eleverne” kunne lære, hvordan egne livretter tilberedes på den sunde måde, for efterfølgende at nyde retten i fællesskab.
Motion og bevægelse blev integreret i projektet med hjælp fra danser og koreograf Sofie Mai Søberg, der skabte et rum for dans og leg.
Metode
Forfatterne har ladet sig inspirere af Etienne Wengers begreb om praksisfællesskaber, hvor læring og udvikling finder sted i en social kontekst.