Seksualitet og udviklingshandicap
I denne antologi om seksualitet og udviklingshandicap medvirker en række faglige eksperter, som stiller skarpt på seksualitet og udviklingshandicap fra forskellige vinkler. Samlet set er der tale om en udgivelse, der trækker på både biologiske, psykologiske og sociale aspekter med henblik på at forstå og arbejde professionelt med seksualitet.
Indhold
I ”Seksualitet og udviklingshandicap” beskrives seksualitet overordnet set ud fra en bio-psyko-social tilgang og ud fra den grundholdning, at seksualitet er en del af det at være menneske, såvel biologisk, psykologisk som socialt.
Bogen er blevet til i samarbejde med en række faglige eksperter og kommer ind på mange facetter af seksualitetens væsen: Fra det historiske tabu til nutidigt tema og til seksualitet set i det brede perspektiv. Fra seksualpædagogik til de psykologiske aspekter. Fra sansernes betydning til effekten af medicin. Fra kønsidentitet og til den usædvanlige problematiske seksualitet. Fra børn og unges grænseoverskridende seksuelle adfærd til krænkerperspektiv og med konkret rådgivning i forhold til seksualpolitik og beredskabsplaner. Spørgsmål som hvad må, kan og skal vi hjælpe med i forhold til seksualitet besvares undervejs i bogen.
Bogen giver udover de fagligt orienterede kapitler også en stærk stemme til meget oplysende og inspirerende fortællinger fra mennesker med udviklingshandicap. Bogen består af 14 kapitler skrevet af bl.a. læger, psykologer, undervisere, pædagoger og ergoterapeuter og 14 vignetter fortalt af mennesker med udviklingshandicap og pårørende. Bogen henvender sig til pædagoger og studerende, pårørende og alle fagpersoner med interesse i feltet.