Stratificering på hjerneskadeområdet
Erfaringer fra fire kommuner med at anvende Voksenudredningsmetoden til stratificering af borgere med erhvervet hjerneskade.
Indhold
I denne rapport præsenteres fire kommuners erfaringer med at anvende Voksenudredningsmetoden (VUM) til stratificering af borgere med ehvervet hjerneskade. Stratificering bruges til at fordele grupper af patienter til rette behandling, rehabilitering, opfølgning m.v.
KL har igangsat et arbejde, som skal skitsere en model, som kommunerne kan anvende til stratificering af borgere med erhvervet hjerneskade. Fire kommuner afprøver i den forbindelse VUM i forhold til en række borgere indenfor målgruppen. De fire kommuner er: Allerød, Gribskov, Helsingør og Varde.
Konklusion
Alle de interviewede medarbejdere er enige om, at VUM kan anvendes i forhold til borgere med senhjerneskade, men det varierer på tværs af de interviewede, hvorvidt de ser potentiale i VUM som basis for en stratificering.
Hvad angår mulighederne i forhold til stratificering på baggrund af VUM, er det særligt metodens brede fokus på at komme hele vejen rundt om borgeren, som fremhæves som en styrke for at kunne stratificere. Metodens fokus på funktionsevnevurdering er endvidere relevant.
Samlet set kan det konkluderes, at stratificering af målgruppen med afsæt i VUM vurderes som en mulighed, såfremt der tages højde for følgende forhold:
- Stratificeringen skal ske tidligt i forløbet, og det skal være afklaret, hvor stratificerings-kompetencen organisatorisk skal være forankret i kommunen.
- Der skal være fokus på borgerens samlede behov for ydelser, således at der sker en samlet stratificering på tværs af de mange lovområder og paragraffer i stratificeringen.
VUM fremhæves af flere at være et socialfagligt funderet redskab. En udbredt brug af VUM vil derfor forudsætte, at andre fagligheder omkring borgere med erhvervet hjerneskade indarbejdes i redskabet, så det muliggøres, at VUM integreres inden for andre lovområder.
Det er på baggrund af ovenstående fund og konklusioner Rambølls vurdering, at VUM har potentialer, men er ikke færdigudviklet i sin nuværende form, både hvad angår dets brug som stratificeringsredskab og som koordineringsredskab.
Metode
Som udgangspunkt for undersøgelsen blev de enkelte kommuner bedt om at afprøve VUM på så mange sager (cases) som muligt vedrørende borgere med erhvervet hjerneskade, således at disse kunne være udgangspunktet for interviews med de metodeafprøvende sagsbehandlere. Kommunerne blev desuden bedt om at udvælge cases, så der var eksempler på borgere med såvel basale og avancerede som specialiserede rehabiliteringsbehov.
Kommunerne havde fra medio maj til medio juni 2012 til at afprøve VUM på deres udvalgte cases.
I forbindelse med de afholdte casebesøg har Rambøll gennemført interviews med de metodeafprøvende sagsbehandlere, hjerneskadekoordinatorer, repræsentanter fra kommunens administrative chefniveau på voksenhandicapområdet og medarbejderrepræsentanter fra afdelingerne vedrørende voksenhandicap, sundhedsområdet og jobcenterregi.