Tilbud til voksne med problemskabende adfærd
Kortlægning af tilbud til voksne med problemskabende adfærd
Indhold
I denne rapport har Vidensteamet lavet en landsdækkende rapport over de bo- og helhedstilbud, der eksisterer til borgere med problemskabende adfærd i Danmark. Vidensteamet definerer problemskabende adfærd som en fælles betegnelse for selvstimulerende, selvskadende og udadreagerende adfærd.
De tilbud, som Vidensteamet ønsker at kortlægge, er særforanstaltninger og skærmede tilbud. Vidensteamet har derfor lavet en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, hvor 71 af landets 98 kommuner har deltaget i besvarelserne.
De temaer, der har været i fokus i spørgeskemaundersøgelsen, er:
- Antallet af borgere med problemskabende adfærd?
- Hvilke problemstillinger gør sig gældende for målgruppen?
- Hvordan tilbuddene organisatorisk er struktureret
- Hvilket udgiftsniveau er kendetegnet for tilbuddene
De borgere, som indgår i denne undersøgelse, er borgere, der modtager bo- eller helhedstilbud, som koster over 1,8 mio. kroner årligt. Borgerne har ligeledes en eller flere funktionsnedsættelser i form af udviklingshæmning, autismespektrum forstyrrelse eller senhjerneskade og udviser en problemskabende adfærd.
Konklusion
Resultaterne af denne kortlægning giver et øjebliksbillede af de tilbud, der er etableret til borgere med problemskabende adfærd.
Vidensteamet ønsker at bruge resultaterne af kortlægningen som en fremadrettet inspiration til en kvalitativ undersøgelse, hvor formålet kan være at kvalificere indsatsen yderligere over for borgere med problemskabende adfærd.
Resultaterne af kortlægningen viser, at der i de 71 kommuner, som deltog i spørgeskemaundersøgelsen, er tale om 171 sager om borgere med problemskabende adfærd. Kortlægningen viser, at de problemstillinger, der oftest gør sig gældende for målgruppen, er karakteriseret ved udadreagerende adfærd.
Udgiftsniveauet for tilbuddene til målgruppen varierer fra en årlig udgift på 1,8 mio. kroner for de billigste tilbud, mens de dyreste tilbud årligt koster 6,9 mio. kroner.
Kortlægningen viser ligeledes, at størstedelen af tilbuddene er placeret i forlængelse af andre tilbud, mens borgere i 17 % af sagerne bor i tilbud med selvstændig placering.
Vidensteamet kommer på baggrund af kortlægningen med anbefalinger til yderligere undersøgelser, som de foreslår kan vedrøre den organisatoriske struktur, den faglige indsats og det økonomiske niveau for tilbuddene.
Metode
Kortlægningen bygger på en spørgeskemaundersøgelse, der er fortaget blandt landets 98 kommuner, hvoraf 71 kommuner har deltaget.