Voksenhandicap 2016
Hvordan oplever Socialpædagogernes Landsforbunds medlemmer arbejdsvilkår og rammer? Hvordan oplever de faktorer som borgernes deltagelse, selvbestemmelse og økonomi? Her kan du få et indblik i, hvad socialpædagoger oplever i deres praksis i forhold til en række faktorer.
Indhold
Denne rapport bygger på en undersøgelse blandt 3.191 af Socialpædagogernes Landsforbunds medlemmer. Alle udsagn og pointer i rapporten bygger på socialpædagogers personlige oplevelser med de forskellige temaer og problematikker.
Rapporten er inddelt i følgende afsnit:
- Resumé
Opsummering af konklusionerne på hvert af de nedenstående afsnit. - Individuel handleplan
Afsnittet redegør for antallet af borgere der får udarbejdet en individuel handleplan, samt hvor mange af borgerne, der er med til udarbejdelsen af denne. Her svarer 40 % af socialpædagogerne, at ingen/under halvdelen af borgerne har været inddraget i udarbejdelsen af deres handleplan. - Dokumentation af indsatsen
Her kan du læse om, i hvor høj grad socialpædagogerne oplever at arbejde med effektmåling og dokumentation i forhold til politikere og sagsbehandlere. - Bolig og selvbestemmelse
I afsnittet er der fokus på antallet af matrikler i det socialpædagogiske arbejde, særligt inden for § 85, 107 eller 108. Her viser rapporten, at antallet af matrikler er steget markant siden år 2011, og at antallet af socialpædagoger, der arbejder på tilbud med syv eller flere matrikler i perioden 2011-2016 næsten er fordoblet. - Borgernes økonomi
Afsnittet handler blandt andet om økonomisk umyndiggørelse, socialpædagogisk støtte i forhold til økonomiske forhold, samt retten til lommepenge. Her viser undersøgelsen, at cirka halvdelen af socialpædagogerne oplever problemer i forholdt il at støtte borgere i økonomiske forhold. - Inklusion og deltagelse
Socialpædagogernes oplevelse af mulighederne for borgernes deltage i festivaler og tage på ferier. Her viser undersøgelsen en negativ udvikling, både i forhold til borgernes muligheder og i forhold til deres sociale netværk. - Uddannelse og beskæftigelse
Dette afsnit redegør for uddannelsesniveauet blandt de borgere, socialpædagogerne arbejder med. Her indgår tal i forhold til STU (særligt tilrettelagt uddannelse), aktivitets- og samværstilbud samt det ordinære arbejdsmarked. - Rammer og vilkår
I afsnittet er der fokus på socialpædagogernes oplevelser af rammer og vilkår i deres daglige arbejde. - Metode
Her kan du læse, hvordan undersøgelsens data er indsamlet. Se nedenstående metodeafsnit for en kort redegørelse heraf.
Konklusion
Rapporten konkluderer blandt andet, at 73 % af de socialpædagoger, der indgår i undersøgelsen oplever, at rammer og vilkår for den socialpædagogiske indsats er blevet dårligere i løbet af de sidste to år.
Desuden konkluderer rapporten, at de socialpædagoger, der arbejder efter § 107 i højere grad er tilfredse med rammer og vilkår i arbejdet, sammenlignet med socialpædagoger, der arbejder efter § 85.
I de enkelte afsnit indgår en række resultater og konklusioner fra undersøgelsen, i forhold til de forskellige temaer.
Metode
Undersøgelsen bygger på data fra elektroniske spørgeskemaer, der er blevet sendt ud til de socialpædagoger, der arbejder med servicelovens paragraf 85, 103, 104, 107 eller 108 og som er medlemmer af Socialpædagogernes Landsforbund. Af de 10.305 spørgeskemaer, der ifølge rapporten er nået frem til medlemmerne, er 3.191 blevet besvaret, og dermed behandlet i undersøgelsen.