Ældre- og handicapvenlige toiletter
Ældre- og handicapvenlige toiletter kan gøre borgere selvhjulpne og reducere behovet for hjælp. Det er konklusionen i denne rapport fra Socialstyrelsen.
Indhold
Socialstyrelsen har i 2010 og 2011 gennemført en afprøvning af ældre- og handicapvenlige toiletter (vasketoiletter) blandt borgere i eget hjem.
Formålet med projektet har været at demonstrere det arbejdskraftbesparende potentiale ved at gøre borgerne helt eller delvist selvhjulpne ved toiletbesøg ved hjælp af et vasketoilet, eventuelt kombineret med en toiletsædeløfter.
Projektet er blevet evalueret i henhold til tre kriterier, der fastsætter projektets målsætninger:
-
At frigive tid hos medarbejderne
-
At opretholde eller forbedre medarbejdernes arbejdsmiljø
- At opretholde eller forbedre servicekvaliteten for borgerne.
Konklusion
Både medarbejdere og borgere er glade for vasketoiletter. Vasketoiletterne giver borgeren en større livskvalitet ved at blive selvhjulpen. De fleste borgere udtrykker fx, at det er rart ikke længere at være afhængig af andres hjælp ved toiletbesøg. Samtidig betyder teknologien, at hjemmehjælperens tid prioriteres bedre, når hjemmehjælperen ikke skal yde hjælp til toiletbesøg.
Desuden peger resultaterne på, at projektet lever op til målsætningen om, at medarbejdernes arbejdsmiljø enten forbedres eller er uændret som følge af teknologien. Otte ud af ti medarbejdere oplever, at situationen forbedres eller er uændret i forhold til, hvor fysisk belastende det er at hjælpe borgerne ved toiletbesøg.
Hvis borgeren bliver helt selvhjulpen ved toiletbesøg, kan der desuden opnås en tidsbesparelse af medarbejderens tid til transport til og fra borgers hjem samt besøgstiden.
Rapporten afsluttets med en række anbefalinger til, hvordan vasketoilettet kan implementeres.
Metode
For at belyse, hvorvidt der kan frigives tid, er der foretaget faktiske tidsmålinger af medarbejdernes tidsforbrug på at hjælpe borgerne ved toiletbesøg. I alt 44 borgere har deltaget i disse tidsmålinger. Herudover er der gennemført en survey med i alt 102 medarbejdere og lavet 13 interview med borgere, der har fået et vasketoilet. Endeligt er der foretaget interview med ledere og medarbejdere i hjemmeplejen samt kommunernes projektledere.
Afprøvningen af vasketoiletterne er gennemført i samarbejde med Holstebro, Roskilde, Slagelse og Aarhus Kommuner samt Teknologisk Institut.
Afprøvningen er blevet støttet af Fonden for Velfærdsteknologi som et demonstrationsprojekt.