National ADHD handleplan - Pejlemærker, anbefalinger og indsatser på det sociale område
En national handleplan for indsatsen i forhold til mennesker med ADHD.
Indhold
Denne nationale ADHD-handleplan indeholder en bred vifte af anbefalinger til, hvordan kommunerne gennem en styrket indsats kan øge chancerne for, at børn, unge og voksne med ADHD eller lignende vanskeligheder trives og får en velfungerende og aktiv tilværelse. Handleplanen tager afsæt i en række faktorer, som skal være i fokus for at nå målet om en styrket indsats over for mennesker med ADHD. Væsentlige elementer er at forebygge problemerne og at sikre en tidlig indsats, der går på tværs af sektorer og forvaltninger. Derudover bør støtten tilpasses den enkelte borger, så de konkrete udfordringer, som barnet, den unge eller den voksne oplever i hverdagen, ikke udvikler sig og bliver til deciderede sociale problemer.Rapporten beskriver de udfordringer, der kan være forbundet med ADHD for den enkelte, familien og det omgivende samfund. For familien til et barn, der fx har vanskeligheder i skolen og i samværet med andre børn, kan det påvirke hele familiens trivsel og få betydning for familiens forhold både socialt og økonomisk. Mennesker med ADHD og lignende problemer har stærkt forøget risiko for at ende med afledte problemer senere i livet. Fx kan de have svært at få fodfæste på arbejdsmarkedet, der er øget risiko for, at de havner i kriminalitet og/eller udvikler et misbrug. Oveni det oplever mange at have svært ved at danne varige sociale relationer og venskaber og nogle ender endda i social isolation.
For at imødekomme de problemer har handleplanen fokus på en tidlig, målrettet og sammenhængende indsats, som kan mindske denne risiko. Den målrettede indsats er baseret på aktuel viden på det sociale område om børn, unge og voksne med ADHD eller lignende vanskeligheder. Handleplanen peger på vigtige pejlemærker for den kommunale organisering og den giver en række anbefalinger til det videre arbejde med målgruppen. Derudover præsenteres en række konkrete indsatser, der er virksomme i forhold til de forskellige aldersgrupper med ADHD og lignende vanskeligheder, som samlet set skal skabe et solidt afsæt for en positiv udvikling og forbedring af indsatserne på ADHD-området.
Konklusion
I handleplanen anbefales tre pejlemærker, som med fordle kan danne udgangspunkt for det sociale arbejde med mennesker med ADHD og lignende vanskeligheder. Pejlemærkerne er følgende:
- Det anbefales, at der sættes fokus på en dynamisk og nuanceret forståelse af de vanskeligheder, der kan være en følge af ADHD, som inddrager borgernes egen oplevelse og fortolkning og tager højde for den samlede livssituation.
- Det anbefales, at indsatser på området har et rehabiliterende sigte, som skal sikre, at borgeren oplever udvikling, øget mestringsevne, selvhjulpenhed og aktiv deltagelse i samfundslivet.
- Det anbefales, at der arbejdes hen mod en koordineret og sammenhængende indsats, der både tager højde for organisatoriske og strukturelle udfordringer, og for borgerens behov for individuel koordinering og sammenhæng i indsatsen.
I forlængelse af de tre pejlemærker, bidrager handleplanen med specifikke anbefalinger indenfor tre indsatsområder, henholdsvis børn, unge og voksne, og af såvel forebyggende, foregribende og indgribende karakter. Fælles for anbefalingerne er, at de i alle tilfælde har fokus på arbejdet med den enkelte i et socialt perspektiv og således inddrager familie, netværk, skole, uddannelse og arbejde mv. som en integreret del af indsatsen over for mennesker med ADHD.
Metode
Handleplanen er et delresultatet af et fire-årigt program, der blev vedtaget ved satspuljeforhandlingerne for 2009 under titlen: Ny forstærket indsats til børn, unge og voksne med ADHD. Under dette program er der udarbejdet en forskningsoversigt og en national kortlægning af sociale indsatser til mennesker med ADHD. Derudover er der gennemført ni udviklingsprojekter forankret i tre kommuner med fokus på opsporing og psykosociale indsatser. Endeligt er der gennemført et socialt forskningsprojekt med fokus på familiernes situation, herunder samspillet med jobcentrene og kriminalforsorgen. De forskellige initiativer har haft til formål at opnå en øget viden om sociale forhold, der har særlig betydning for mennesker med ADHD eller lignende vanskeligheder, og viden om, hvilke typer af indsatser og tilbud der bør prioriteres fremadrettet. Det er denne viden, som Handleplanen er baseret på som det sidste og afsluttende initiativ i satspuljeprogrammet.