ADHD i et socialt perspektiv
Et hæfte om ADHD i et socialt perspektiv.
Indhold
ADHD betegnes ofte som et livslangt handicap, men det betyder ikke, at en person vil opleve vanskeligheder hele sit liv. De vanskeligheder man kan opleve som barn er sjældent de samme, som man vil opleve som voksen. Dette hæfte sætter fokus på livet med ADHD i et socialt perspektiv.
Menneskers individuelle forståelser af deres liv og de konkrete sammenhænge de indgår i, spiller en væsentlig rolle for, hvornår noget opleves som vanskeligt. Mennesker udvikler sig hele tiden og i takt med, at en person udvikler brugbare strategier til at mestre vanskelige situationer, bliver oplevelsen af problemer mindre. Det har stor betydning, at omgivelserne inddrages, så relationen bliver gensidig. Mange børn, unge og voksne oplever problemer med opmærksomhed og koncentration. Nogle har fx en hyperaktiv eller impulsiv adfærd, har svært ved at finde ro eller har problemer med hukommelsen. Vanskelighederne kan være varige eller forbigående, og de kan have vidt forskellige årsager, men det væsentlige er, at mennesker med ADHD kan finde måder at skabe en positiv tilværelse.
Konklusion
ADHD kan vise sig på forskellige tidspunkter i et menneskes liv og der er ofte en sammenhæng mellem de vanskeligheder en person oplever, og den livssituation den pågældende befinder sig i. Der kan være et stort behov for at få en forklaring på de vanskeligheder, man oplever, men en diagnose kan ikke besvare alle spørgsmål og den kan ikke fortælle, hvad det kommer til at betyde i den enkelte persons liv. Forståelsen og indsatsen i forhold til det enkelte menneske bør derfor ikke fastlåses af en diagnose, men tage udgangspunkt i både den enkeltes ressourcer og i det som opleves som vanskeligt.
Mennesker med ADHD er lige så forskellige som alle andre og der er også stor forskel på, hvilke behov for støtte den enkelte kan have i forskellige situationer. Det er vigtigt, at fagfolk, familie og netværk har viden om ADHD og de mange forskellige måder, det kan komme til udtryk på. Det er også vigtigt, at den enkelte persons egne oplevelser, tanker og forestillinger indgår i det samlede billede.
For at leve et godt liv med ADHD er det af afgørende betydning, at der sættes ind omkring forholdene i omgivelserne, og at det enkelte menneske, med afsæt i egne ressourcer, oplevelser og ønsker, får mulighed for at finde strategier til at mestre de situationer, hvor vanskelighederne kan opstå. Uddannelse af fagfolk og pårørende er en måde at sikre en helhedsorienteret indsats, og kan derfor være af stor betydning for, hvordan mennesker med en ADHD-profil klarer sig.