Autisme: en gådes afklaring
Bogen giver en psykologisk redegørelse for, hvad der sker i et autistisk menneskes sind
Indhold
Denne bog er en gennemrevideret og nyoversat udgave af den internationale klassiker, der i starten af 1990’erne revolutionerede synet på autisme. Den første udgave af Autisme: en gådes afklaring fremlagde den første tilfredsstillende psykologiske redegørelse for, hvad der sker i et autistisk menneskes sind. I denne udgave af bogen kan du få indsigt i mange af de nyeste resultater indenfor autismeforskning fra forfatterens eget samt andres forskningsarbejde. Der skitseres blandt andet de udviklingstendenser, der har præget de senere års neuropsykologiske forskning, og som har medført en voksende viden om det neurologiske grundlag for autismen. Et af de vigtigste fremskridt i forståelsen af autisme og arbejdet med autister er, at det nu er bevist at autister har en defekt i hjernen, men ikke hvorfor den opstår. Forfatterens udgangspunkt er, at nøgleproblemerne ved autisme er en manglende evne til at erkende og reflektere over tanker (Theory of Mind), samt en manglende evne til at integrere enkeltstående informationselementer til sammenhængende helheder (central kohærens). Bogen beskriver, hvordan der på dette grundlag kan opstå problemer vedrørende kommunikation, social interaktion og fleksibilitet, efterhånden som den menneskelige udviklings komplekse interaktionsmønster udfolder sig. I bogen finder du et historisk afsnit, som er ganske interessant, bl.a. fortælles sagligt om den nok mest kendte autist fra 1800-tallet: Kaspar Hauser, samt andre markante autister. De øvrige kapitler beskæftiger sig med emner som talesprog, intelligens og sansning. Bogen sluttes med et langt noteafsnit (20 sider) og register.
Bogen er især for behandlere eller andre fagfolk som vil kunne finde bogen tankevækkende. Den vil også gennem sin klare og enkle fremstilling kunne læses af andre med interesse for emnet, blandt andet af pårørende til mennesker med autisme.