Bevægelse, krop og sind - Idræt, sport og motion i socialpsykiatrien i Ringsted, Slagelse og Sorø Kommune
Såvel nationalt som i kommuner og regioner er der et udbredt ønske om at fremme den forebyggende indsats og sundhedsindsatsen over for mennesker med psykisk sårbarhed og sindslidelse. Denne rapport har til formål at afdække borgeres, som benytter sig af socialpsykiatriske tilbud, idrætsdeltagelse, vaner, muligheder og barrierer med henblik på at styrke og udvikle idræt, sport og motion for mennesker med psykisk sårbarhed eller sindslidelse.
Indhold
Projekt ”Bevægelse, Krop og Sind” har til formål at udvikle en ny livsstil til mennesker med psykiske vanskeligheder med henblik på forbedret sundhedstilstand, styrket mestringstro, bedre livsstilsvaner samt øget ansvar for eget liv. Undersøgelsen forsøger at finde svar på muligheder og perspektiver for nedenstående problemstillinger:
- Hvordan fastholder vi mennesker med sindslidelse i fysisk aktivitet?
- Hvordan skal det organiseres – hvilke metoder er brugbare?
- Hvilke muligheder er der, og hvilke barrierer står i vejen?
- Skal der tages højde for forskelle i køn og alder?
Undersøgelsen dækker ca. 26 % af samtlige borgere og patienter i Ringsted, Slagelse og Sorø kommuner, som benytter sig af socialpsykiatriske tilbud.
Konklusion
Undersøgelsen kan blandt andet konkludere, at 56 % af de adspurgte ikke er aktive for tiden, mens 64 % af den generelle danske befolkning dyrker regelmæssigt idræt, det vil sige 20 % færre i deltagergruppen dyrker regelmæssigt idræt.
Hele 88 % giver dog udtryk for, at de er interesseret i at dyrke idræt, og 38 % er begyndt at dyrke motion efter opstart af projekt ”Bevægelse, Krop og Sind”.
Langt de fleste er blevet motiveret gennem støtteforanstaltninger, venner, medarbejdere og information om tilbud. Det viser sig, at den største barriere for ikke at deltage i nogen idrætsaktivitet er træthed og mangel på energi (51 %), mens den største motivation for at starter er, at idrætstilbuddene er billige eller gratis (71 %).
Metode
Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse besvaret af 66 unge fra 18-30 år.