Brug og misbrug af recovery - At implementere recoveryorienteret praksis i psykiatriske og sociale systemer
Ifølge forfatterne til denne forskningsartikel forekommer der i dag et udbredt ’misbrug’ af recoverybegrebet. Interesserede kan i artiklen læse om syv forskellige anvendelser af begrebet, som forfatterne anser som forkerte samt ti interventioner, der angiveligt understøtter recoveryprocesser.
Indhold
Den foreliggende artikel udkom oprindeligt på engelsk i tidsskriftet World Psychiatry i 2014.
Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering (DSPR) ønsker at bidrage til at gøre international forskningsbaseret viden tilgængelig for fagfolk, brugere samt andre interesserede i Danmark. Artiklen skal bidrage til udvikling af bedre tilbud til mennesker med psykiske vanskeligheder.
I artiklen gør en række internationale eksperter op med en række udbredte misforståelser og angiveligt fejlagtige måder at anvende recoverybegrebet på inden for psykiatriske og sociale systemer. Disse vil også være genkendelige i en dansk sammenhæng. Forfatterne går ind for en personlig - frem for en klinisk forståelse af recovery. En sådan forståelse udgør et langt bedre grundlag for politisk udvikling og organisatoriske forandringer, påpeger de.
Du kan i rapporten ”Recoveryorienterede praksisser”, læse endnu mere om forskellige betydninger af begrebet recovery og dets historie.
I forordet til artiklen påpeges det, at der er en tendens til, at betydningen af recovery flytter sig fra den personlige, enestående og ikke mindst uforudsigelige proces til det planlagte resultat. Den gængse forestilling er, at alle kan komme sig efter en psykiatrisk diagnose, hvis bare man får den rigtige behandling eller det rette tilbud i form af en evidensbaseret indsats. Det er derfor den udbredte forståelse af recovery som det positive udfald af en intervention, som forfatterne stiller sig kritiske overfor.
I artiklen identificeres syv angiveligt forkerte anvendelser (’misbrug’) af begrebet recovery, som for eksempel anvendelsen af recovery som begrundelse for besparelse. Derefter anbefales ti interventioner, som alle gennem eksperimentelle undersøgelser har vist sig at være særdeles gangbare i forhold til at understøtte menneskers chancer for recovery. Disse understøtter recovery ved at være målrettet følgende centrale recoveryprocesser: håb, mening, identitet, forbundethed samt empowerment.