Indhold

Formålet med projektet var at skabe grundlaget for en helhedsorienteret og velkoordineret indsats overfor borgere med sindslidelse i deres overgang fra et liv som patient i den regionale behandlingspsykiatri, og/eller fra kriminalforsorgens regi, til kommunens socialpsykiatri. Projektets omdrejningspunkt var således at udvikle nye arbejds- og sagsbehandlingsmetoder, der styrker den koordinerende sagsbehandling.

• Modellen ”Den Koordinerende Kontaktperson” skulle være den sindslidende borgers fikspunkt netop i forhold til øvrige offentlige myndigheder, andre fagpersoner, bank, boligforening, børns skole og evt. familie m.m.
• Derudover skulle projektet sætte fokus på og forbedre det tværfaglige samarbejde og sikre, at regionale og kommunale myndigheder får nemmere ved at få et samlet overblik over den ønskede information om en given borger.
• I forlængelse heraf var det ligeledes projektets formål at forbedre og udvikle samarbejdsredskaber, som kunne lette arbejdsgangen og øge medarbejdertrivslen blandt sagsbehandlerne i regionale og kommunale myndigheder.

I denne hvidbog beskrives projektets forløb, metode og de udviklede redskaber.

Konklusion

Sagsbehandlerne peger på følgende fordele ved "Den Koordinerende Kontaktperson":

• Overblik over sagsforløb
• Fælles praksis
• Fælles sprog
• Gennemsigtighed i de koordinerende kontaktpersoners arbejde for borger og samarbejdsparter
• Hurtig adgang til let anvendelige hjælperedskaber
• Beslutningsstøtte
• Synliggørelse af god praksis
• Mulighed for systematisering af erfaringer.

Samtidig peger de på en række potentielle udfordringer:

• Man risikerer at love mere end man kan holde over for borgeren og samarbejdspartnere, først og fremmest på grund af manglende tid og begrænset beslutningskompetence
• Arbejdet som koordinator drukner sommetider i arbejdet med at overholde tidsfrister, udarbejde voksenudredning og sociale handleplaner
• Den Koordinerende Kontaktperson kræver tid, dels fordi man skal sætte sig ind i arbejdsgang, metoder og redskaber og dels fordi der typisk er mere koordinering i starten af et sagsforløb - selvom det er et kvalitetsmæssigt løft for den koordinerede indsats.

Overfor sagsbehandlerne og til SUS har både borgere og pårørende har givet udtryk for:

• at det giver en særlig tryghed at have en koordinerende kontaktperson
• at der er en god sammenhæng og en mere struktureret og målrettet sagsbehandling i sagsforløb med en koordinerende kontaktperson
• at de bliver taget alvorligt og i højere grad føler sig inddraget i eget sagsforløb.

Der, hvor borgeren oplever særlig god kontakt med sin koordinerende kontaktperson, er, når de oplever at blive set og hørt som personer med brug for hjælp og rådgivning og ikke ”bare set som en diagnose”, som en borger udtrykker det. Et vigtigt resultat er derfor, at borgerne oplever, at de først og fremmest er personer - og dernæst er personer med en sygdom eller med psykiske vanskeligheder, der har behov for støtte til at blive raske.

Metode

Sagsbehandlernes vurdering af arbejdet som koordinerende kontaktpersoner, samt metoden og redskabers betydning, er indsamlet via en løbende monitorering, samt en baseline- og eftermåling ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse, alt sammen foretaget af projektets samarbejdspartner Socialt Udviklingscenter SUS. Derudover er sagsbehandlernes feedback blevet noteret i forbindelse med de opsamlende evaluerings- og implementeringsseminarer, der blev afholdt i slutningen af projektperioden.

Derfor har evalueringen af projektet også særligt taget udgangspunkt i sagsbehandlernes vurdering af projektets resultater og dets betydning for deres arbejde og relationer.