Det levede liv med sindslidelse - Et etnografisk forskningsstudie af borgeres sociale liv i behandlings- og socialpsykiatri

Bogen er et etnografisk forskningsstudie af sindslidendes sociale liv. Livet og behandlingslogikken undersøges på både åbne og lukkede afdelinger, og der gives et indblik i, hvor stor betydning behandlingen og de fysiske rammer har på det sociale liv.

Indhold

Undersøgelser viser, at sindslidendes pårørende og sociale netværk er blevet stadigt vigtigere for rehabilitering og recoveryprocesser. Det skyldes , at det ofte er de pårørende, der er med til at sikre, at den sindslidende oplever sig støttet i hverdagslivet og værdsat som menneske. Undersøgelsen viser også, at opvækst har stor betydning for evnen til at håndtere ustabilitet, hvorimod de, som har været udsat for svære sociale begivenheder eller haft en svær opvækst, ofte står alene med de psykiske belastninger og uden netværk. Rehabilitering med medicinske og sociale foranstaltninger forudsætter, at mennesker med sindslidelse kan tage ansvar for deres recoveryproces, hvilket kræver en vis grad af frivillighed og samarbejde med professionelle. Ofte strækker et rehabiliteringsforløb sig over mange år. Dette udfordres dog af en manglende sammenhæng mellem de forskellige behandlingstilbud, og boligformer der ofte er midlertidige. De bedst stillede med det bedste netværk kan nemmest bygge bro og håndtere ustabilitet, hvorimod det er svært for de ensomme og netværksløse.

Undersøgelsen blotlægger konsekvenserne af, at flere sindslidende er flyttet fra hospitalsafdelinger til egne eller særlige egnede boliger (sociale botilbud). Det har i nogle tilfælde skabt ensomhed og i andre tilfælde nye relationer til andre i samme situation. På nogle bosteder er det forsøgt at åbne stedet for det omkringliggende samfund, som har skabt et nyt socialt reservat for beboere og lokale, der ligner hinanden og kun har begrænset kontakt med andre.

Konklusion

Projektets konklusion er, at personer med sindslidelse oplever, at alt i deres liv ændres.
Mange fortæller, at deres livsgnist er forsvundet. Mange oplever, at de trættes hurtigere, så deres praktiske formåen og sociale
engagement er på lavt blus. Nogle føler skam over, at de i en akut psykotisk tilstand ikke kan klare ganske almindelige hverdagsting. Når institutionernes eget materiale studeres nærmere, virker det til, at gruppen af mennesker med sindslidelse, der har et stabilt netværk, er målgruppen for behandlingssystemets rehabiliterende indsats.

Personer, der lever turbulent og mangler netværk, og mennesker med voldelig opførsel og misbrugsidentitet ophører med at følge en medicinsk behandling, når de udskrives. Andre har ikke noget valg, fordi de har fået dom til behandling og opfølgende møder i distriktspsykiatrisk regi, eller fordi de har dom til anbringelse og gennem en længere årrække er placeret på behandlingspsykiatriske centre.

De fleste med i forvejen stabilt netværk har ikke tænkt sig at gøre brug af kommunens socialpsykiatriske tilbud. Bosteder, væresteder og støttepersonsordninger er et livsnødvendigt, men for personer uden stabilt netværk et ikke-tilstrækkeligt tilbud om professionel omsorg, kontakt og støtte til at de formår at klare hverdagen i egen bolig. Det er heller ikke tilstrækkeligt til at mindske deres isolation og eksistentielle ensomhedsfølelse.

Mange af de interviewede fortæller, at deres identitet er forsvundet med sindslidelsen.
De har manglende selvtillid, har mistet håb og drømme og de ændrede livsvilkår er vanskelige for dem at forliges med, især for de mennesker der forud har levet et aktivt studie-, arbejds- og familieliv. Noget fælles for alle informanter er, at de ønsker
at finde en form, hvor de kan genopbygge deres hverdagsliv, hvor de kan leve med en kæreste og have venner, men de ved at det tager tid - lang tid.

Metode

Projektet indledes med observationer med efterfølgende udarbejdelse af feltstudier. Undervejs gennemføres enkeltinterviews og fokusgruppeinterviews.
Der medtages bl.a. nedskrevne værdier og mål, faglig tale og praktiske handlinger samt referencerammer for det faglige arbejde,
stedet står for, når det enkelte sted beskrives. Der inddrages dokumenter hvori regeringens, regioners og kommuners officielle politiske udmeldinger, mål og visioner på psykiatriområdet beskrives.
Tilsammen udgør disse tekster studiets empiriske materiale, der efterfølgende organiseres og gøres til genstand for fortolkning. Det betyder, at det empiriske materiale har forrang og derved er det vigtigste materiale for en analyse. Teori og referenceramme styrer analysearbejdet. 
Det empiriske materiale læses ud fra tre valgte perspektiver, som også styrer rapportens inddeling:

• mennesker med sindslidelsers narrativer
• diskursive italesættelser af rehabilitering 
• etnografiske beskrivelser af stedernes kulturelle settings

Disse perspektiver er på samme tid en fravælgelse af andre mulige tolkningsperspektiver.