Guide til forebyggelse af udadreagerende adfærd hos personer med demens i plejeboliger
Hvis du som fagperson arbejder med mennesker med demens, kan denne guide til en metode til forebyggelse af udadreagerende adfærd hos målgruppen være relevant for dig.
Indhold
Denne guide fra Socialstyrelsen beskriver en metode til at forebygge udadreagerende adfærd hos personer med demens i plejeboliger. Metoden er udviklet i samarbejde med ni plejecentre. Den bygger henholdsvis på centrenes egne erfaringer, samt på foreliggende international og national viden om metoder såsom pædagogik og kommunikation, der kan anvendes i arbejdet med mennesker med udadreagerende adfærd.
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har lavet en effektevaluering af metoden, som viser, at den udadreagerende adfærd blev reduceret markant hos beboerne på de ni plejecentre, som anvendte metoden. Evalueringen hedder ”Forebyggelse af udadreagerende adfærd hos ældre med demens” og kan også findes i SL’s Vidensbank.
Målet med denne guide fra Sundhedsstyrelsen er blandt andet at styrke plejecentrenes faglighed og refleksion, for dermed at give medarbejderne mulighed for at øge trivslen hos beboere med demens.
Metodens formål er at forebygge eller reducere udadreagerende adfærd hos målgruppen. Den understøtter en systematisk og individuelt tilpasset indsats, som er baseret på indsigt i aktuelt viden om demens med fokus på den enkelte beboers behov. Målet er herudover, at de pårørende oplever mindre agitation, uro eller lignende hos deres familiemedlem med demens.
I metoden er der tre hovedkomponenter: Beboerkonferencer, kompetenceudvikling samt fokus på ledelse og organisering. Guiden er bygget op omkring de tre komponenter, som gennemgås i guidens separate afsnit.