Indsatsen for mennesker med dobbeltdiagnose. Hvad sker der nu? - En forundersøgelse af indsatsen for mennesker med dobbeltdiagnose
En bred erfaringsopsamling af indsatsen for mennesker med dobbeltdiagnoser i Danmark.
Indhold
Socialt Udviklingscenter SUS har foretaget en undersøgelse af indsatsen over for mennesker med dobbeltdiagnose for Landsforeningen SIND i perioden 2008 til 2009. Formålet med denne (for-)undersøgelse var at opsamle erfaringer og systematisere viden fra et bredt udvalg af indsatser fra social- og sundhedssektoren, som har kontakt med personer med dobbeltdiagnose. Målgruppen i nærværende projekt er de mennesker med sindslidelse og misbrug, som bor på et kommunalt eller regionalt tilbud eller er i kontakt med for eksempel SKP-teams, væresteder, ambulatorier samt arbejds- og aktivitetsindsatser.
Betegnelsen dobbeltdiagnose bruges om personer med et diagnosticeret eller formodet misbrug af rusmidler og samtidig mindst én sindslidelse. Tidligere undersøgelser har vist, at personer med dobbeltdiagnose ofte enten kun får behandling for den ene diagnose eller falder mellem to stole i behandlingssystemet, idet der er få indsatser, der har fokus på denne gruppes behov.
Konklusion
Undersøgelsen er i sin indgangsvinkel meget bred, idet den har til formål at belyse, hvor der eventuelt kunne være behov for mere analyse og udvikling på området. Af den grund deler konklusionen sig også i flere hovedemner, bl.a. følgende:
- Om indsatserne
- Om brugerne
- Om diagnosticeringsmetoder
- Om misbrugsudredningmetoder
- Om interventionsmetoder
Metode
Undersøgelsen er baseret på kvalitative og kvantitave metoder, hovedsageligt i form af interview og spørgeskemaundersøgelser. 75 tilbud fra både social- og sundhedssektoren i Region Nordjylland og Region Sjælland har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse, mens tre personer med dobbeltdiagnose og otte fagpersoner er blevet interviewet.