I morgen var jeg altid en løve

I ti år var Arnhild Lauveng indlagt som skizofren på psykiatriske afdelinger. Hun var psykotisk og selvdestruktiv og knuste glas for at skære sig til blods.

Indhold

Arnhild Lauveng har gentagne gange været indlagt med svært pinagtige psykotiske symptomer fra hun var 17 år gammel til hun blev 26 år. Hun har nu fået sin fortid så meget på afstand, at hun har formået at skrive bøger og holde foredrag om sit tidligere liv som skizofren patient. Selv fagfolk glemmer, at skizofreni kan være fortid, og at man faktisk kan komme sig. Forfatteren anfører, at hun ofte bliver mødt af et udsagn om, at hun enten er blevet fejldiagnosticeret, eller at hun fortsat har sygdommen, og at hun blot er inde i en god fase.

I bogen beskriver Arnhild Lauveng sygdommens snigende start, hvor hendes jeg går i opløsning, og verden forandrer sig til den kulminerer i voldsomme psykotiske oplevelser med hallucinationer og selvskade, hvor sprog og kontaktevne er brudt helt sammen. Til trods for sammenbrud og opløsning insisterer hun på, at der er en mening og betydning i hendes symptomer. For eksempel hører hun stemmer fra Kaptajnen, der indimellem næsten sadistisk beordrer hende til at gøre forskellige ting -  stemmer, som stammer fra den side af hende selv, der vil gøre ting perfekt. Han lader hende aldrig i fred. Hun ser uhyggelige ulve, hvis ånde hun også kan lugte og efter at have været ude af den psykiatriske afdeling for at se en skole, som hun skal gå på, oplever hun på sin cykel på vejen hjem at "blive angrebet af rotter".

Efter at have været beskyttet på den psykiatriske afdeling skal hun ud og i gang med sit liv igen og dermed konfrontere sig selv med en enorm udfordring. Hendes symptomer giver mening, og i den forstand kan de ikke blot forklares ud fra hendes diagnose. Hun har mange refleksioner over, hvad der har hjulpet hende til at komme ud af psykosens tåger. Forståelse, anerkendelse, tillid, optimisme og hårdt arbejde fra hendes og hendes nærmestes side er nogle af kodeordene. Det, der har virket destruktivt på hendes bedring, har været overmedicinering, isolation, pessimisme fra personalets side »du måde lære at leve med dine symptomer. Du er jo kronisk skizofren«-tankegangen og manglende tillid og tro på, at hun kan få det bedre.