Magasin om Demens og Socialpædagogik
Dette magasin er et supplement til og en udfoldelse af ’Hvidbog om Demens og Socialpædagogik’, som du også kan finde her i SL’s vidensbank.
Indhold
I dette magasin kan du få et spændende indblik i, dels hvordan det opleves at leve med demens i familien, dels hvordan socialpædagoger og den socialpædagogiske faglighed bidrager til og indgår i et tværprofessionelt samarbejde med den sundhedsfaglige indsats.
Du finder blandt andet en artikel, som formidler en person med demens fortælling om sin hverdag og om sygdommens betydning for denne. En anden artikel giver læseren et indblik i, hvordan en ægtefælle til en demensramt tackler livet efter, at ægtefællen er flyttet i en plejebolig. Det er gennemgående i de personlige fortællinger, at der efterspørges en støtte, der både tager højde for sundheden, men i lige så høj grad også for den enkeltes ønsker og drømme for fremtiden, såvel som en støtte til familien, der skal lære at leve med demenssygdommen.
Magasinet indeholder ligeledes en artikel om fire socialpædagoger, der indgår i et tværfagligt team, som tilbyder forskellige former for aktiviteter til Viborg kommunes ældre medborgere – herunder mennesker med demens. Du finder også en artikel, der formidler en sygeplejerske og konsulents arbejde på demensområdet, som blandt andet peger på, at socialpædagoger som faggruppe i høj grad kan biddrage med deres faglighed på dette område. Ydermere indeholder magasinet en artikel, der fortæller om den tværfaglige indsats på et seniorcenter i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor socialpædagoger udgør den største faggruppe.
Du finder også en model over tværfagligt samarbejde; ’Den tværfaglige samarbejdsmodel’. Mennesket med demens og familien er det centrale omdrejningspunkt i denne. Ligeledes kan du læse en artikel om socialpædagogik og demens, som beskriver henholdsvis den socialpædagogiske faglighed, det grundlæggende menneskesyn, som denne bygger på, socialpædagogiske metoder, samt samspillet mellem demens og socialpædagogisk faglighed.
Magasinet afsluttes med Socialpædagogernes anbefalinger til fremtidens kommunale indsats på demensområdet.