Monitorering af tvang i psykiatrien - Halvårsopgørelse 2015
Ministeren for sundhed og forebyggelse og Danske Regioners formandskab lavede sommeren 2014 en aftale om at forbedre kvaliteten i den regionale psykiatri og halvere anvendelsen af tvang i psykiatrien i 2020.
Indhold
Målet om en halvering af den anvendte tvang i psykiatrien i 2020 er formuleret ved:
- Et mål om, at andelen af de personer, der tvangsfikseres, skal halveres i 2020
- Et mål om, at der forekommer et generelt fald i anvendelsen af alle former for tvang
Du får i denne rapport et overblik over udviklingen på nationalt og regionalt niveau inden for anvendelsen af udvalgte tvangsforanstaltninger i psykiatrien.
Konklusion
Undersøgelsen viser blandt andet, at:
- Der på nationalt niveau har der været et fald i både det samlede antal tvangsfikseringer og antallet af personer, der tvangsfikseres. Samtidig har der været et fald på 0,9 % i andelen af personer, der har været bæltefikseret set i forhold til antal indlagte - sammenlignet med 2. halvår 2014.
- Alle regioner med undtagelse af Region Nordjylland har haft en nedgang i antal personer, der har været bæltefikseret og samme tendens ses inden for andelen af personer, der har været bæltefikseret ud af antal indlagte. På regionalt niveau har Region Midtjylland og Region Nordjylland oplevet stigninger i det samlede antal af bæltefikseringer.
- Længden af bæltefikseringer viser, at alle kvartiler er faldet på nationalt niveau sammenlignet med 2. kvartal 2014, hvilket understøtter, at det ikke kun er de korte bæltefikseringer, der er faldet, men også antallet og længden af de langvarige bæltefikseringer.
- På nationalt niveau har der i 1. halvår 2015 været et fald i antallet af voksne, børn og unge under 18 år berørt af én eller flere tvangsforanstaltninger sammenlignet med 2. halvår 2014. Mens andelen af børn og unge under 18 år, berørt af en eller flere tvangsforanstaltninger ud af antal indlagte, er steget med på 0,6 % sammenlignet med 2. halvår 2014. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er en usikkerhed om data for børn og unge under 18 år, da data inkluderer tvang med forældresamtykke. Der er tale om et meget lille antal patienter, og man bør derfor være varsom med at tolke på tallene.