Opgaveudvikling på psykiatriområdet
Du kan i denne rapport læse om opgaver og udfordringer i kommunerne i relation til borgere med psykiske problemstillinger.
Indhold
Denne rapport indeholder en undersøgelse af opgaveudviklingen indenfor det psykiatriske område i regioner og kommuner, samt en undersøgelse af hvilke udfordringer det giver kommunerne nu og på sigt. Formålet med undersøgelsen er at bidrage med viden om opgaveudviklingen indenfor psykiatriområdet i kommunerne med henblik på kommunernes planlægning af indsatsen på området nu og i fremtiden.
Baggrunden for undersøgelsen er blandt andet, at der er sket en stigning i antallet af borgere, der kommer i kontakt med den regionale psykiatri. Desuden er antallet af borgere med dobbeltdiagnoser og antallet af patienter med retslige forhold steget i perioden. Kommunerne oplever ligeledes en stigning i antallet af borgere med psykiske problemstillinger, og samtidigt har kommunerne fået flere opgaver i forhold til at yde en indsats overfor denne målgruppe.
Konklusion
Rapporten konkluderer overordnet følgende:
- Antallet af borgere med psykiske lidelser er steget
- Varigheden af indlæggelsesperioden for personer med psykiske lidelser er mindsket og flere modtager ambulant behandling, hvilket betyder en række nye opgaver for kommunerne.
- De mange aktører, som indgår i borgernes forløb, afstedkommer et øget behov for koordinering.
- Der er behobv for at afklare centrale begreber og sektorgrænser, for at sikre en helhedsorienteret og koordineret indsats for den enkelte borger.
- Der er behov for en samlet systematisk dokumentation på området på tværs af kommunegrænser.
Metode
Rapporten er baseret på registerdata og interview. Registerdata beskriver kapaciteten og aktiviteten på de psykiatriske hospitaler, i ambulatorier og i distrikpsykiatrien i perioden 2000-2008. Endvidere er der gennemført en række fokusgruppeinterview med henholdsvis læger og sygeplejersker i distriktpsykiatrien, ledere af den kommunale socialpsykiatri og ledere af kommunale jobcentre.