På vej - Kritiske analyser af recovery-orienteringen af det socialpsykiatriske arbejde
Ph.d.-afhandling om den recovery-orienterede indsats i socialpsykiatrien.
Indhold
Denne ph.d.-afhandling handler om arbejdet i socialpsykiatrien og forandringen af dette arbejde - eller forsøg på forandring - i retning mod det, der bliver kaldt en 'recovery-orienteret' indsats. Afhandlingen er blevet til som en undersøgelse af, hvordan dette på en gang stærke og diffuse begreb - og forsøgene på at omsætte det til praksis - er med til at forme (og bliver formet af) det sociale arbejde. Dermed handler den også om de muligheder, socialpsykiatriens medarbejdere og brugere i denne tilblivelsesproces har for at forstå, handle og bevæge sig i det socialpsykiatriske landskab. Og endelig, som en del af det, er forfatterens ambition med afhandlingen at belyse nogle af de modsætninger og spændingsfelter, der formes, former og omformes i hverdagens arbejde, når socialpsykiatriens tilbud søger at respondere på idealet om at blive 'recoveryorienteret'. Den er altså et kritisk studie af det sociale arbejde bliven-til i lyset af idealet om at skabe en recovery-orienteret socialpsykiatri.
Konklusion
Udviklingen henimod en recovery-orienteret tilgang kommer dels til syne som en 'medborgergørelse' af beboernes liv og dels som 'rigtiggørelser' af botilbuddene, hvilket indebærer, at de på forskellige måder nærmer sig den 'virkelige verden' beboerne (i et recoveryperspektiv) ideelt set skal bevæge sig imod. Således kan arbejdet og livet i de socialpsykiatriske botilbud grundlæggende forstås som spændt ud mellem institution og afinstitutionalisering. Endvidere peger forfatteren på en række institutionelle imperativer, som arbejdet med at skabe en recovery-orienteret bevægelse i det socialpsykiatriske arbejde er bygget op omkring og som udpeger de måder at være professionel på, der bør forlades samt det, der bør sættes i stedet:
- Forsvind!, som byder medarbejderne at afvikle bostedernes institutionelle karakter og skabe afinstitutionalisering
- Håb!, som byder medarbejderne at understøtte håb gennem den rette balancering af rummelighed og ambitioner
- Giv slip!, som byder medarbejderne at give slip på deres ekspertise, indflydelse og ansvar og overdrage det til beboerne selv
Analyserne viser, hvordan det sociale arbejde kan forstås som spændt ud mellem polerne i disse imperativer. Hovedpointen er, at de 'negative' poler i recoveryorienteringens institutionelle imperativer ikke forsvinder, men at de tavsgøres, og dermed kommer til at fungere på subtile måder.
Metode
Undersøgelsen er blevet til gennem et poststrukturalistisk aktionsforskningsprojekt - 'BotilbUDsnetværket'. Netværket bestod af medarbejdere fra tre socialpsykiatriske botilbud, som gennemførte hver deres udviklingsprojekt med et recovery-orienterende sigte. Samarbejdet forløb over en periode på et et år, hvor netværket mødtes og arbejdede med kritiske refleksioner over recovery-orienteringen af det sociale arbejde med afsæt i deltagernes udviklingsprojekt.
Afhandlingen er samfinansieret af Statens Forskningsråd, Forskerskolen i Livslang Læring på RUC samt Region Sjælland.