Psykiatrien tur-retur - personlig beretning i Mellemgaard
En historie om, hvordan det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Camille fortæller i denne bog om sin udvikling fra at ryge ind og ud af indlæggelser til at være stærk og fuld af gåpåmod.
Indhold
Dette er en personlig fortælling, skrevet af Camille Thellefsen. Camille har igennem en lang periode været inde og ude af psykiatriske hospitaler. Hun kommer fra en svær opvækst, hvor incest og misrøgt har givet hende en svær start på livet. Men ved bogens udgivelse har hun ikke været indlagt i tre år.
I dag bor hun i det døgndækkede psykiatriske botilbud, Enghuset i Gistrup. Hun fortæller i bogen om, hvordan det er lykkedes for hende at falde til ro.
Især kombinationen af at bo i et døgndækket tilbud og den faste struktur på dagen, kontakt, gode relationer og arbejdsidentitet, som Kildehuset tilbyder, har ifølge Camille været afgørende for, at hun har det bedre.
Ved fælles hjælp har Camille nu fået rytme og meningsfuldhed i hverdagen – og nye, gode venskaber. I bogen kan du læse mere om Camilles udvikling.