Selvfølgelige forventninger - Fontænehusene som psykosocial rehabiliteringsmodel
"Selvfølgelige Forventninger" er den afsluttende rapport fra et forskningsprojekt omkring Fontænehusene - eller klubhusene som de oftest kaldes. På Fontænehusene har borgere med psykosociale funktionsnedsættelser mulighed for 'at komme sig' ud fra empowerment inspirerede livsmestringsstrategier frem for individuelt tilrettelagte terapeutiske forløb.
Indhold
"Selvfølgelige Forventninger" er et studie af en psykosocial rehabiliteringsmodel, hvor det centrale formål har været at undersøge 'effekten'. Er det muligt at identificere om deltagelse i klubhusene har en positiv betydning for sindslidende og andre med massive psykosociale vanskeligheder, og i så fald hvorfor og hvordan klubhusfællesskaberne gør en forskel som god praksis. Studiet blev gennemført i perioden 2010-2011.
Studiet er gennemført på Fontænehusene - eller klubhusenes som de ofte kaldes; et netværk af rehabiliteringstilbud for voksne med psykosociale funktionsnedsættelser. I rapporten intoduceres dagligdagen på klubhusene med udgangspunkt i praksisnære studier. Hvordan opleves og erfares klubhusene af medllemer og medarbejdere, og hvor er det stedet gør en forskel?
Konklusion
Klubhusenes rehabiliteringsmodel har en tydelig rehabiliteringseffekt i kraft af sin tilgang til den socialpsykiatriske opgave. Dette udtrykkes ofte direkte af de interviewede medlemmer.
Modellen tager som udgangspunkt, at den mest virksomme måde at bidrage til andres personlige udvikling og læring ikke ligger i det direkte relationelle møde og den personlige ansvarstagning for 'den andens' udvikling. Opgaven er snarere at tilrettelægge de omstændigheder (rammer/strukturer), inden for hvilke længerevarende forandringsprocesser og udvikling og læring gøres mulig for personen selv. Det der i rapporten er sammenfattet af begrebet "stilladsering" som en virkningsfuld rammesætning, der har effekt i forhold til medlemmernes længerevarende arbejde med deres individuelle recovery-processer.
Rapportens afsluttende konklusion indeholder også perspektiveringer på og anbefalinger til, hvordan god praksis fra Fontænehusene kan integreres i den øvrige socialpsykiatri.
Metode
Forskningsprojektet bygger på antropologiske studier af daglidagen på Fontænehusene. Således er også effektdimensionen i projektet indfanget via studier af dagliglivets praksisser og meningstilskrivning heraf, via kvalitative interview med medlemmerne om tilbuddets betydning for dem i dagligdagen og interview med medarbejdere og ledere om grundlæggende værdier og principper i tilrettelæggelsen af aktiviterne.
Projektet blev finansieret af Social- og Integrationsministeriet og Aarhus Universitet.