Socialpædagogik i psykiatrien - Ti bud på socialpædagogisk arbejde med mennesker med sindslidelser
I artikelsamlingen fra Socialpædagogerne præsenteres forskellige bud på socialpædagogik i psykiatrien. Du kan blandt andet læse om socialpædagogers centrale rolle og om, hvordan socialpædagogiske tilgange kan være med til at løse udfordringer i psykiatrien.
Indhold
I psykiatrien er der kommet øget fokus på recovery- og rehabiliteringstilgange og andre tiltag, der har et helhedsorienteret syn på psykiatribrugeren. I denne udvikling spiller socialpædagoger en central rolle.
Socialpædagogerne ønsker med denne artikelserie at give en række konkrete bud på, hvordan socialpædagoger i psykiatrien er med til at styrke indsatsen, og hvordan den socialpædagogiske faglighed har en stor betydning for psykiatribrugeren.
Artikelserien er inddelt i tre hoveddele:
- Vand på “brændende platforme”
- Stærke og nye metoder
- Afgørende sektorsammenhænge og videnskoblinger
I første kapitel "Vand på “brændende platforme”” præsenterer Socialpædagogerne en række klassiske problemer, som udfordrer psykiatrien. Kapitlet indeholder fire artikler:
- Første artikel handler om Autismecenter Storstrøm, som har nedbragt brugen af tvang og overmedicinering gennem forskellige socialpædagogiske tiltag i arbejdet med mennesker med kognitiv funktionsnedsættelse og autisme.
- Anden artikel handler om det socialpsykiatriske botilbud Tangkær, som gennem et systematisk arbejde med årlige sundhedstjek og livsstilsændringer, har bekæmpet nogle af de problemstillinger, som er med til at skabe overdødelighed blandt psykiatribrugere.
- Tredje artikel beskriver det socialpædagogiske arbejde omkring de indsatte i Vestre Fængsel, hvor mange indsatte kæmper med ADHD og forskellige psykiske lidelser. Her arbejdes blandt andet med struktur på hverdagen, som hjælper de indsatte med at gennemføre en uddannelse.
- Fjerde og sidste artikel handler om Platangårdens Ungdomscenters arbejde med unge med spiseforstyrrelser. Her er socialpædagoger med til at skabe positiv udvikling og forandring gennem et tværfagligt samarbejde.
Andet kapitel “Stærke og nye metoder” viser, hvordan der i praksis bliver udviklet metoder og indsatser, der retter sig mod de nye udfordringer i dansk psykiatri. Kapitlet indeholder to artikler:
- Første artikel sætter fokus på stigningen af antallet af børn og unge med behandlingskrævende ADHD. Artiklen handler om en ny metode, der har forældrene i centrum. Centrale dele af metoden er socialpædagogisk kernestof, samtidigt kan socialpædagoger spille en vigtigt rolle i udbredelsen af metoden til landets institutioner, der arbejder med børn og unge med ADHD.
- Anden artikel handler om det stigende antal veteraner, som har været udsendt og kommer hjem med følgesygdomme i relation til det, som de har oplevet i krig, hvilket kan medføre hjemløshed og social eksklusion. Artiklen giver et indblik i, hvordan socialpædagoger i Veterancentret, med deres særlige socialpædagogiske tilgang, er med til at opspore og støtte veteranerne til at få behandling.
Tredje og sidste kapitel i artikelserien “Afgørende sektorsammenhænge og videnskoblinger” handler om sektorudfordringen, der handler om de udfordringer, der kan være i forbindelse med skift mellem forskellige sektorer som for eksempel tab af information, behandlingsoverlap og forvirring og frustation hos den enkelte psykiatribruger. Kapitlet indeholder fire artikler:
- Første artikel handler om Retspsykiatris afsnit p5 i Middelfart, hvor de med fokus på tværfaglighed har udviklet en moderne psykiatri. Her spiller socialpædagogerne en vigtig rolle i arbejdet med rehabilitering.
- Anden artikel handler om, hvordan regionspsykiatri og socialpsykiatri er flyttet sammen i Psykiatriens Hus i Silkeborg. Her er sektorgrænser brudt ned og tværfaglighed en prioritet, hvilket blandt andet har resulteret i færre genindlæggelser.
- Tredje artikel handler om Oasen i Stege på Møn, som også fungerer som en central for samarbejde på tværs af sektorer og fagspecialer. Oasen som samlingspunkt for sindslidende betyder, at medarbejdere fra behandlingspsykiatri, jobcenter, misbrugsbehandling og kriminalforsorgen mødes.
- Fjerde og sidste artikel handler om tværfaglighed og vidensdeling i arbejdet med udviklingshæmmede, som har en psykiatrisk diagnose. Artiklen beskriver, hvordan man på Lindegården med rehabilitering som mål har mindsket medicinforbruget og reduceret antallet af magtanvendelser gennem tværfagligt samarbejde og daglig vidensdeling.