Socialpsykiatrien i Danmark 1970-2005
Dette speciale belyser udviklingen i den danske socialpsykiatri fra perioden 1970 til 2005.
Indhold
Dette speciale undersøger, hvordan udviklingen i forståelsen af begrebet socialpsykiatri og i socialpsykiatriens teoretiske og metodiske grundlag hænger sammen med feltets faglige positioner. Specialet kigger på, hvilken betydning denne udvikling har for de konflikter, der er på området i dag, og hvad der bliver gjort for at afhjælpe dem. Desuden vurderer specialet, hvilken definition der bedst omfatter det socialpsykiatriske felt i dag.
Specialet inddeler socialpsykiatriens udvikling i Danmark i tre faser, som er omdrejningspunktet for specialets analyse:
- Distriktspsykiatriske fase (1970-1994)
- Den socialfaglige fase (1994-2000)
- Den videnskabelige fase (2000-2005)
Konklusion
Specialet konkluderer, at konflikter og samarbejdsproblemer mellem især hospitals- og distriktspsykiatrien på den ene side og socialpsykiatrien på den anden præger det psykiatriske felt og har eksisteret igennem hele socialpsykiatriens historie.
Problemerne bunder hovedsageligt i, at der skal samarbejdes mellem forskellige sektorer, der bygger på forskellige videnskabelige tilgange. Derudover forekommer der en skæv magtbalance mellem sektorerne, da psykiatere traditionelt bliver tildelt en mere magtfuld position i psykiatrien end de kort- eller uuddannede medarbejdere i socialpsykiatrien. Til gengæld tildeles distriktpsykiatrien ikke særlig stor status inden for lægeverdenen, og netop disse statuskonflikter har en negativ indflydelse på det tværfaglige samarbejde. Specialet konkluderer dog, at der gennem de sidste ti år er blevet sat fokus på samarbejdsproblemerne blandt andet ved at afløse den hierarkiske styreform og udarbejde et fælles værdigrundlag for indsatsen over for voksne sindslidende.
Specialet konkluderer afslutningsvist, at socialpsykiatrien i 2005 kan betragtes som et selvstændigt område af psykiatrien, men at det dog stadig hænger tæt sammen med distriktpsykiatrien. Man er desuden godt i gang med at udvikle teorier og metoder, der kan anvendes generelt i psykiatrien og ikke kun i de sociale tilbud. Der er dog stadig stor debat om psykiatriens udformning, og udviklen af socialpsykiatrien er på ingen måde fuldført, og det er derfor meget åbent, hvordan den videre udvikling af feltet vil foregå.
Metode
Specialet bygger på kildemateriale, herunder administrativt kildemateriale, fagtekster, debatskabende kilder og personlige kilder samt tre interviews med personer inden for fagfeltet.