Vendepunkter - Recoveryforløb i et brugerperspektiv
En rapport om mennesker med psykiske lidelser og deres muligheder for at komme sig helt eller delvist.
Indhold
Denne rapport indeholder en evaluering af særlige kurser målrettet mennesker, der er eller har været brugere af psykiatrien, og som ønsker at få en bedre hverdag. Kurserne har fællesbetegnelsen Vendepunkter og bygger på en opfattelse af, at mennesker med alvorlige psykosociale problemer kan komme sig – helt eller delvist. Udgangspunktet for kurserne er deltagernes egne ønsker og behov, og på kurserne arbejder den enkelte med at forbedre sine muligheder for at skabe sig selv en bedre hverdag. Det sker i rammer, hvor den enkelte selv er med til at bestemme indholdet af kurset.
Resultatet af undervisningsforløbene er beskrevet i denne rapport, som desuden indeholder overvejelser omkring en mulig fremtidig organisering, ligesom baggrunden for kurserne uddybes med afsæt i de centrale begreber recovery og empowerment. Desuden indeholder rapporten en præsentation af LAP og de principper, som organisationen er baseret på og arbejder ud fra.
Konklusion
Evalueringen konkluderer på baggrund af tilbagemelding fra deltagerne, at kurset har haft følgende virkninger på kort sigt:
-
Kurset har givet viden om recovery og håb om, at det er muligt at opnå en mere tilfredsstillende tilværelse og leve et godt liv i samklang med de psykosociale vanskeligheder. Kombineret med udviklingen af strategier for den enkelte til at understøtte et godt velvære i hverdagen og acceptere de begrænsninger, som følger af de psykiske vanskeligheder, medvirker det til at forebygge indlæggelser.
-
Kurset har desuden givet indblik i de samfundsmæssige og personlige mekanismer, som bidrager til at stigmatisere mennesker med psykiske sårbarheder, og som medvirker til at fastholde dem i en modtagerrolle. Det har bidraget til, at deltagerne har fået øje på personlige kvaliteter, samt opnået mod og kompetencer til at ændre på deres situation.
-
På kurset har deltagerne trænet sociale kompetencer og derved genopdaget styrken ved at indgå i ligeværdige relationer med mulighed for at bidrage og modtage, efter så lang tid at have modtaget hjælp.
-
Deltagerne har fået øje på, at ændring af personlig adfærd og mønstre er en langvarig proces, og opnået forståelse for, at menneskelige udviklingsprocesser ikke er en konstant fremadskridende proces, men ofte afbrydes af stilstand og nogle gange også tilbagegang undervejs. Det har bidraget til at mindske deltagernes selvstigmatisering og givet mod til at fortsætte med at skabe sig en bedre hverdag på trods af modgang.
Af langsigtede virkninger peger deltagerne på følgende:
-
En del har orienteret sig mod andre sociale netværk eller mod en mere individuel personlig udvikling efter at have deltaget i kurset.
-
Mange er blevet aktive i brugerbevægelsen enten i bestyrelsesarbejde, som mentorer for andre brugere eller aktive i andre frivillige sociale organisationer.
-
Andre er blevet medlemmer af kreative fællesskaber som fx at dele atelier med andre malere, deltage i skriveværksteder, deltage i oplæsningsgrupper mv.
-
Andre har søgt at komme ind på arbejdsmarkedet gennem tildeling af skåne- eller fleksjob. Det har dog vist sig ganske vanskeligt i praksis at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Metode
Evalueringen har til formål at belyse virkningerne for de enkelte kursusdeltagere, uanset om forløbet er afsluttet for nylig eller år tilbage. Den baserer sig på interviews af personer, der har deltaget i kurset, og er blevet spurgt, om de kunne huske, hvad de fik ud af kurset, og hvor de er nu. Det er de kortsigtede virkninger, de fleste deltagere fortæller om, og det er samtidig dem som i højeste grad kan tilskrives kurset, mens de lange og mellemlange virkninger, må antages at være influeret af en række andre faktorer.
Deltagerne i Vendepunkt-kurserne er mennesker, som, efter langvarige behandlingsforløb i psykiatrien, ønsker at finde måder at skabe sig en bedre tilværelse. Det finder først og fremmest sted ved et målrettet arbejde for at skabe viden og håb om, at det er muligt at opnå en mere tilfredsstillende tilværelse og leve et godt liv i samklang med de psykosociale vanskeligheder. Kurset støtter brugeren i at oparbejde eller genvinde kompetencer til at skabe sig en god hverdag. Deltagerne støttes i udviklingen af strategier til at bevare et godt helbred, ligesom der arbejdes på, at deltagerne lærer at leve med et sårbart sind og opnår opmærksomhed på de triggere, som kan udløse vanskeligheder. Metodisk baserer kurset sig således overordnet på en recovery-tilgang og der arbejdes målrettet på at give brugerne håb og kompetencer til at opnå eller genvinde magten over eget liv. Det er denne indsats, som evalueres på baggrund af tilbagemeldinger fra brugerne.