Afhængighed og relationer - De pårørendes perspektiv
Alkoholproblemer påvirker ikke blot den, der har problemet, men også vedkommendes nære relationer. De pårørende kan som følge af påvirkningen af alkoholproblemerne have et selvstændigt behandlingsbehov. Desuden kan en involvering af de pårørende i alkoholbehandlingen fremme et positivt behandlingsudfald. På baggrund af disse to faktorer undersøger denne rapport afhængighed og relationer fra de pårørendes perspektiv.
Indhold
Nærværende rapport er den første af i alt tre rapporter fra projekt ”Afhængighed og Relationer”, der alle har til formål at belyse, hvorledes misbrugere og pårørende på forskellig vis interagerer med hinanden og påvirker hinanden. Denne rapport undersøger antallet af misbrugere såvel som pårørende i Danmark. Derudover afdækkes de forskellige pårørendegrupper og deres specifikke vanskeligheder i livet med en misbruger. Rapporten finder det interessant at belyse de pårørendes specifikke vanskeligheder i livet med en misbruger, eftersom det kun er misbruger, der som udgangspunkt er berettiget til hjælp, og rapporten finder det derfor interessant at undersøge rimeligheden i dette.
Konklusion
Undersøgelsen viser, selvom der ikke findes præcise opgørelser over antallet af misbrugere og deres pårørende i Danmark, at der er omtrent 500.000 med et problematisk alkoholforbrug i Danmark. Idet det antages, at hver af disse i gennemsnit har mindst to nære pårørende, menes der at være cirka en million danskere, som i forskellig grad og på forskellige tidspunkter i deres liv, vil være påvirket af livet med alkoholproblemer blandt deres nærmeste. Heraf formodes der at være ca. 200.000 – 250.000 børn. Undersøgelsen viser derudover, at der er omfattende dokumentation for, at hele familien bliver påvirket, når far og/eller mor har alkoholproblemer. Familiens påvirkning kan være karakteriseret ved benægtelse, isolation, manglende social støtte og begrænset rum for følelsesmæssige udtryk. Endelig fremgår det, at misbrug har langt mere vidtrækkende konsekvenser for samfundet end hidtil antaget, og rapporten konkluderer derfor, at det er vigtigt, at beregningsgrundlaget ved økonomiske betragtninger udvides.
Ud fra rapportens spørgeskemaundersøgelse, som tager udgangspunkt i 415 pårørende og 210 misbrugere, viser der sig et billede af en pårørendegruppe, der generelt er belastet i forhold til deres sociale funktionsniveau. Omtrent halvdelen af de pårørende har været besværet af ”sociale problemer” defineret som problemer med ”andre end familien” samt mere generelle sociale problemer såsom ensomhed og manglende venner. Heraf er det omtrent halvdelen, der oplever at være meget besværet. Stort set alle oplever desuden, at misbruget har haft konsekvenser for deres parforhold og/eller familieliv. En tredjedel af de pårørende angiver en meget høj belastningsgrad.
For flere resultater se rapportens kapitel "Sammenfattende resume" fra side 9-19.