Behandling af mænd der udøver vold
Dette er en evaluering af fire projekter, der hver især har til formål at hjælpe mænd, der udøver vold.
Indhold
Denne rapport har til formål at evaluere følgende behandlingssteder:
- Alternativ til vold – Roskilde
- Dialog mod vold med afdelinger i København, Odense og Aarhus
- Krisecenter Odenses behandlingstilbud til mænd
- Manderådgivningen i Herning Kommune
Fælles for disse projekter er, at de tilbyder behandling til mænd, der udøver vold mod deres partnere samt at de har modtaget midler fra det tidligere Velfærdsministerium.
Rapporten indeholder følgende kapitler:
- Sammenfatning af rapporten
- Indledning
- Litteraturstudie
En gennemgang af internationale effektmålinger og skandinaviske undersøgelser af behandlingstilbud til mænd, der udøver vold mod deres partner - Beskrivelse af behandlingsstederne
Beskrivelse af tilbud og metoder - Kvantitativ undersøgelse
Selvrapporteret virkning af behandling - Kvalitativ undersøgelse
Samlet vurdering af klienternes udbytte - Vurdering af behandlingsstederne for mænd, der udøver vold
På baggrund af kapitel 4-6 - Konklusioner og anbefalinger
Anbefalinger til det videre arbejde med mændene
Formålet med evalueringen er at vurdere den selvrapporterede virkning for mænd, der er i behandling samt at foretage en faglig vurdering af den kortidsvirkning, behandlingen har haft for mændene, også i forhold til fastholdelse af klienterne.
Konklusion
Undersøgelsen viser, at stort set alle mænd, der indgår i spørgeskemaundersøgelsen giver udtryk for, at behandlingen har hjulpet dem, både i forhold til deres parforhold og i forhold til deres voldsproblemer. Konklusionen lyder dog, at der er behov for studier, der undersøger indsatserne over længere tid for at kunne sige noget om, hvorvidt behandlingsformerne virker.
Rapporten fremstiller desuden nogle anbefalinger, der blandt andet omhandler netværk, samarbejde med kvindekrisecentre, samarbejde med andre instanser, bedre tilgængelighed til informationer samt målopfølgning og handleplaner.
Metode
Rapporten bygger på data fra en spørgeskemaundersøgelse, hvor 338 mænd har deltaget, hvilket udgør cirka halvdelen af det antal mænd, der var i behandling på undersøgelsestidspunktet.
Spørgeskemaundersøgelsen suppleres i rapporten med 21 interview med mænd, der er eller har været i behandling på et af de fire behandlingssteder.