Boligsociale indsatser og huslejestøtte
Her kan du læse om sociale indsatsers effekter i boligsociale områder. Evalueringen er lavet på baggrund af bevillingerne fra Landsbyggefondens 2006-2010-pulje samt målsætningerne bag disse bevillinger
Indhold
Denne rapport evaluerer, hvilke effekter de boligsociale indsatser, der blev bevilget i forbindelse med Landsbyggefondens 2006-2010-pulje, har haft i boligsociale områder.
Rapporten har til formål at undersøge:
- Effekten af boligsociale indsatser og huslejestøtte på beboersammensætningen, målt ved en række demografiske og socioøkonomiske forhold
- Effekten af boligsociale indsatser på beboernes livssituation, målt på en række socioøkonomiske forhold
- Effekten af boligsociale indsatser på socioøkonomiske karakteristika blandt personer, der flytter henholdsvis til og fra boligområderne
- Udviklingen i beboernes livssituation i boligområder med en boligsocial indsats, målt ved beboernes egne vurderinger af deres boligområde.
Evalueringen er lavet på baggrund af Landsbyggefondens 2006-2010-puljes målsætning om at forebygge ghettoiseringstendenser i den almene boligsektor. I den forbindelse var målene blandt andet at skabe en balanceret beboersammensætning, at bryde den negative sociale arv, at øge beskæftigelsen i områderne, at tiltrække ressourcestærke beboere til området og at styrke boligområdernes konkurrencedygtighed.
I evalueringsrapporten kan du læse mere om de boligsociale indsatser og formålet med disse.
Konklusion
Rapporten konkluderer følgende hovedkonklusioner, ud fra ovenstående fire formål med undersøgelsen:
- Analyserne tyder på, at de boligsociale indsatser resulterer i kortsigtede positive effekter på beboersammensætningen i forhold til arbejdsmarkedstilknytning
- Analyserne viser, at indsatserne har haft positive effekter på beboerne i de boligsociale områders beskæftigelse og arbejdsmarkedstilknytning
- I forhold til fra- og tilflytning viser analyserne, at tilflyttere i alderen 18-64 i højere grad er i beskæftigelse, efter boligområderne har fået tildelt bevillinger
- Analysen af beboernes egne vurderinger af deres livssituation viser, at beboerne i højere grad deltager i aktiviteter, har et positivt syn på de mennesker, der arbejder i boligområderne og i højere grad føler sig trygge
Metode
Ud fra målsætningerne med Landsbyggefondens 2006-2010-pulje evaluerer denne rapport effekten på både beboersammensætningen og på den enkelte beboers livssituation. Dette gør den gennem følgende metoder:
- Anvendelse af registerdata fra Danmarks Statistik og Landsbyggefonden
- Analyse på et tværsnit af beboere i de boligområder, der indgår i undersøgelsen
- Arbejdsmarkedstilknytning
- Indkomstniveau
- Kriminalitet
- Analyse af dem, der flytter til og fra det pågældende boligområde
- Arbejdsmarkedstilknytning
- Indkomstniveau
- Kriminalitet
- Spørgeskemaundersøgelser, der tager udgangspunkt i relationer, tryghed og trivsel samt deltagelse i aktiviteter
Analyserne har form af effektmålinger, hvor de boligsociale indsatsers effekter måles. Disse er delt op i effektmåling 1 og effektmåling 2: effektmåling af indsatserne på henholdsvis kortere og længere sigt.