Dagpengemodtagers situation omkring dagpengeophør
Den 1. januar 2013 blev den nye kortere dagpengeperiode på 2 år for ledige sat i værk. Denne rapport belyser, hvad der sker med ledige, som var varslet til at opbruge deres dagpengeret i marts og juni 2013.
Indhold
Denne undersøgelse er igangsat på baggrund af en stor offentlig interesse for, om halveringen af dagpengeperioden får de udfaldstruede ledige i arbejde, eller om disse blot overgår til den midlertidige uddannelsesordning (en ordning, som skal afbøde konsekvenserne af, at så mange forsikrede ledige i 1. halvår af 2013 forventeligt ville komme i risiko for at opbruge dagpengeretten) eller seniorjob, eller om de helt mister forsørgelsesgrundlaget. Undersøgelsen ønsker således at belyse følgende emner:
- Hvor mange og hvad karakteriserer de ledige, som faktisk har opbrugt dagpengeretten, i sammenligning med dem, som ikke har opbrugt dagpengeretten?
- Hvad er de udfaldstruedes beskæftigelses- og forsørgelsesmæssige situation på interviewtidspunktet og de foregående måneder? Hvor mange er i beskæftigelse, hvor mange er fortsat på dagpenge eller i aktivering med dagpenge, hvor mange er på den særlige uddannelsesydelse, hvor mange er i almindelig uddannelse med SU, hvor mange er sygemeldte med sygedagpenge, hvor mange er på kontanthjælp, og hvor mange er uden offentlig forsørgelse?
- Hvad karakteriserer de udfaldstruede, som er kommet i beskæftigelse med hensyn til aflønning og lønændring i forhold til tidligere beskæftigelse?
- Hvad karakteriserer jobsøgningen blandt beskæftigede og ikke-beskæftigede på interviewtidspunktet? Hvordan søges der job? Søges der også udenlandsk beskæftigelse? Er der nogen, som er helt holdt op med at søge, og hvem er det?
- Hvilken rolle spiller aktivering og især den særlige uddannelsesydelse for de udfaldstruede? Hvad har henholdsvis jobcenteret og a-kassen gjort for at fremme beskæftigelse for de udfaldstruede? Spiller personlig jobformidler og aktutjobordningen i 1. halvår af 2013 en rolle for de udfaldstruedes beskæftigelsessituation?
- Hvad er forsørgelsesgrundlaget for dem, som har opbrugt dagpengeretten, og som ikke har tilstrækkelig erhvervsindtægt eller andre offentlige ydelser? Er disse personer forsørget af ægtefælle, samlever eller anden familie?
Konklusion
Undersøgelsen viser, at der kun er meget få forskelle mellem den gruppe, som har opbrugt dagpengeretten inden interviewet i juni, og den gruppe, som ikke har opbrugt dagpengeretten med hensyn til alder, kvalifikationer, køn, helbredsforhold etc. Det viser sig, at personer over 55 år er klart overrepræsenterede blandt de ledige, som opbruger dagpengeretten. Ligeledes er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande og personer med dårligt helbred fx kroniske lidelser overrepræsenterede blandt personer, som opbruger dagpengeretten.
I forhold til de lediges erhvervssituation efter opbrugt dagpengeret viser undersøgelsen, at 25 % er i ordinær beskæftigelse, 12 % er ansat i seniorjob, mens andre 3 % er beskæftiget med et løntilskud. 40 % af de udfaldne er altså i ansættelsesforhold. Undersøgelsen viser videre, at godt halvdelen af de udfaldne, som er kommet i beskæftigelse, får den løn, som de forventede, da de søgte jobbet. Der er dog flere blandt de resterende, som har opnået lavere aflønning, end de forventede, end der har opnået højere aflønning end forventet. Omkring en tredjedel af de udfaldstruede, som er kommet i beskæftigelse, har altså søgt og taget et job, fordi de var ved at opbruge dagpengeretten og har været nødsaget til at tage et job, som de kunne få, selvom de ikke ville acceptere jobbets aflønning og måske andre arbejdsforhold i en situation, hvor de ikke var i den pressede situation.
Over halvdelen af samtlige beskæftigede på interviewtidspunktet har ingen ønsker om at få et andet arbejde, et supplerende arbejde eller flere timer på den nuværende arbejdsplads. Mindst ønske herom er der hos ansatte i seniorjob, mens beskæftigede med supplerende dagpenge/kontanthjælp hyppigst har ønske om noget andet eller mere arbejde, ligesom virksomhedspraktikanter også har det.
Videre viser undersøgelsen, at størstedelen af de udfaldstruede og de allerede udfaldne dagpengemodtagere har oplyst, at de ikke har oplevet at få tilbudt en særlig indsats i forbindelse med akutpakken, mens halvdelen oplyser, at de er blevet tilbudt en personlig jobformidler i jobcenteret samt en personlig samtale med a- kassen i forbindelse med deres dagpengesituation.
Afslutningsvist viser undersøgelsen, at under halvdelen af de udfaldstruede eller allerede udfaldne dagpengemodtagere angiver, at de har modtaget økonomisk hjælp fra enten de nærmeste pårørende inden for hjemmet eller fra personer uden for hjemmet.
Metode
Undersøgelsen bygger på 2.325 besvarelser af et spørgeskema blandt sammenlagt 9.080 ledige, som var varslet til at opbruge dagpengeretten i marts eller juni 2013.